Blaffernationen, Frederikssund Kommune og Movia inviterer til workshop om blafferstoppesteder.
SKIBBY: “Vil du give din nabo et lift?, spørger Blaffernationen, der gerne vil lave testforsøg med bæredygtig(ere) transport og klimavenlig turisme gennem spontan samkørsel i Frederikssund Kommune.
– Der kommer officielle blafferstoppesteder og blafferbænke op på Hornsherred og i Frederiksund Kommune. Men hvor, hvordan, hvorfor og i fællesskab med hvem, spørger Carsten Tvede fra Blaffernationen.
Det skal der diskuteres på workshoppen i Sognegården i Skibby den 3. november fra 19.00-21.15.
Arrangementet er gratis og åbent for alle i Frederiksund Kommune og folk med interesse i Hornsherred.
Spontan samkørsel
Der er 1,31 person pr bil i Danmark og endda 1,05 på vej til arbejde. Fra 2010 til 2019 steg antallet af biler fra 2 millioner til 2,85 millioner.
– Der er fem millioner tomme bilsæder hver dag på de danske veje, Der er trængsel på befærdede strækninger om morgenen og om eftermiddagen. Spildtiden koster samfundet 45 milliarder kroner årligt.
– Og hvor møder man lige sin nabo og får en god snak om løst og fast? Tilmed står transportsektoren for 35 procent af Danmarks samlede CO2-udledning.
’Den spontane samkørsel -blafferi – er én af flere klimavenlige løsninger, og Blaffernationen har i samarbejde med lokale borgere, partnere og landsbyer gennem de sidste mange år eksperimenteret med at fremme en mere klimavenlig form for rejser og transport.
Formålet er at skabe mere fællesskab og hjælpsomhed lokalt og tillid generelt mellem folk ved at køre spontant sammen og dermed fylde bilerne op.
Det har resulteret i, at der er kommet officielle blafferstoppesteder og anden infrastruktur for spontan samkørsel (blafferi) op i både Næstved, Roskilde, Skanderborg og Københavns Kommune.
Tips og tricks
Carsten Tvede vil indledningsvis holde et inspirationsoplæg med nedslag fra sine 18 år i Vejkantsdanmark med tommeleventyr fra alle afkroge af Danmark kombineret med erfaringer og gode historier fra samarbejderne med andre kommuner.
Han har tilmed blaffet tre måneder på arbejde i et forsøg, som lykkedes over al forventning. Det vil han også dele tips, tricks og fortællinger fra.
– Tomlen kan skabe møder mellem fremmede eller bekendtskaber lokalt, og vi tror, at der er masser af potentialer her på Hornsherred og i Frederikssund Kommune.
Blafferbænk
Carsten Theede lancerede i 2013 Blaffernationen som et grønt og socialt hobbyprojekt i fællesskab med andre passionerede blaffere.
– På workshoppen skal vi i fællesskab kortlægge potentielle ruter, bevægelsesmønstre og behov lokalt.
– Vi har fået en aftale med FGU i Skibby, hvor elever vil hjælpe os med at bygge en lokal blafferbænk.
På workshoppen samles der designforslag ind med ønsker til udseende og funktion, som videregives til FGU. Som så bygger bænke, der kan komme op sammen med de officielle blafferstoppesteder.
Tilmelding til workshoppen sendes til carsten@
blaffernationen.dk.
Projektet er et samarbejde mellem Blaffernationen, Frederiksund Kommune og Movia.