Læserbrev
Af Inge Messerschmidt
gruppeformand og spidskandidat Dansk Folkeparti (O)
Iltsvind er et alvorligt problem, der truer livet i vores fjorde og kystnære områder. Når iltniveauet i vandet falder kritisk, kan det føre til massedød af fisk og bunddyr, hvilket vi desværre har set eksempler på i danske farvand.
En effektiv metode til at bekæmpe iltsvind og forbedre biodiversiteten i vores fjorde kan være etablering af stenrev. Stenrev fungerer som vigtige levesteder for en række arter og bidrager til at stabilisere forholdene i vandet. Et godt eksempel på dette er projektet ”Kysthjælper – Stenrev i Aalborg Kommune”, hvor man i samarbejde med frivillige har indsamlet sten til etablering af nye stenrev i Limfjorden. Dette projekt har ikke kun forbedret miljøet for fisk mv, men også skabt et stærkt lokalt engagement i bevaringen af havmiljøet.
Lignende intiativ er sat i gang i Mariagerfjord Kommune.
Dansk Folkeparti opfordrer til, at vi i Frederikssund lader os inspirere af Aalborg og Mariagerfjord. Ved at involvere bredt kan vi sammen arbejde for at genoprette og bevare vores værdifulde fjordmiljø.
Sammen kan vi gøre en forskel for fjorden og de mange arter, der er afhængige af den.
Dansk Folkeparti sender hermed opfordringen videre til Søren Weimann og Ole Frimann, der netop er udpeget som Frederikssund Kommunes repræsentanter i den lokale grønne trepart.