FREDERIKSSUND KOMMUNE: Når skolepatruljen stiller sig ud til skolevejen for at hjælpe andre sikkert i skole, er der nogle trafikanter, som ikke viser hensyn og dermed gør elevernes arbejde utrygt.
Det er dokumenteret i flere undersøgelser, som Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring står bag.
I 2019 fortalte fire ud af 10 skolepatruljeelever, at de har haft ubehagelige oplevelser med trafikanter, og knap tre ud af 10 skolepatruljeelever har oplevet en farlig situation.
Det kunne for eksempel være, at en trafikant er kørt for tæt på, eller at skolepatruljeeleven i sjældnere tilfælde er blevet ramt af en cyklist eller bil.
I Frederikssund oplevede skolepatruljen ved Frederikssund Private Realskole således tidligere på året, at en bilist i en sportsvogn ikke viste tegn til at bremse og kørte alt for tæt på skolepatruljen, før bilen standsede. Det var en ubehagelig oplevelse for eleverne.
Derfor vil Frederikssund Kommune sammen med Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring med den nye kampagne ”Pas på skolepatruljen” minde bilisterne om, at de skal vise hensyn, når de møder en skolepatrulje på deres vej.
Kampagnen vil være synlig på vejene i uge 36 – 38.
På skolerne og hos politiet gør man også en ekstra indsats for, at der bliver dæmmet op for den urimelige opførsel over for skolepatruljerne.
Der er set tilfælde, hvor bilens registreringsnummer bliver noteret af skolepatruljeinstruktøren og efterfølgende bliver videregivet til politiet, som så tager affære.