Læserbrev
Af Niels Martin Viuff
Det Konservative Folkeparti, Frederikssund
Vores gode lokale virksomheder er flere steder vokset ud af deres nuværende rammer, og de vil gerne til Vinge.
Det er et behov, jeg mener, vi skal være lydhøre overfor i vores politiske arbejde med Vinge.
Jeg vil gerne arbejde for, at vi fra byrådets side laver grundstykker i Vinge i passende størrelse til lokale virksomheder og den hær af underleverandører til vores store virksomheder, som vi har her i kommunen. Grundstørrelser på mellem 4-10.000 m2 vil -ud fra virksomhedernes egne udsagn – være gode løsninger på de lokale virksomhedsbehov.
Måske er det tid til, at vi genopliver visionen fra den førte politik i Frederikssund i 70´erne om at skabe gode lokale arbejdspladser i cykelafstand til det dejlige boligområde i Marbæk. Så man nemt kan komme til sit job, og nemt kan komme hjem til sin familie og nyde den skønne natur, vores område strutter af.
Vinge nord er ideelt til at fuldføre visionen, hvis vi gør det rigtigt. Jeg mener derfor ikke, at vi skal blokere vores egen udvikling med et monsterværksted til DSB – en arbejdsplads som DSB ikke engang selv mener vil betyde en masse lokale arbejdspladser.