Vi skal have landsbysjælen med ind i fremtiden

Vi skal have landsbysjælen med ind i fremtiden

Af borgmester i Lejre Kommune Tina Mandrup

HORNSHERRED: Gadekær og bindingsværk. Kirketårnet og højt til himlen. Jeg bliver så glad, hver gang jeg besøger en af de mange landsbyer og småbyer, som Lejre Kommune består af.
Jeg bliver mindet om, hvorfor så mange vælger at slå sig ned i Sæby, Gershøj, Lyndby eller andre steder i vores dejlige kommune.
Fra mine samtaler med borgere har jeg efterhånden en god fornemmelse af, hvorfor folk vælger landsbylivet til: Det handler om at bo tæt på naturen. Det handler om nærheden til naboer, som man kender og er på fornavn med. Og så handler det om æstetikken: Al den skønhed, som vores gamle landsbyer rummer. De smukke huse, de hyggelige gader og udsigten til åbne vidder.
Alt det skal vi blive ved med at værne om. Og her ved indgangen til 2025 er det særlig aktuelt, for vi er i fuld gang med at lægge planer for de kommende 12 år. Kommuneplanen er i høring, og den handler helt konkret om, hvordan vores landsbyer og landskaber skal se ud i fremtiden.
En kommuneplan rummer altid dilemmaer, men denne gang er de særligt tydelige, og vi er nødt til at tænke os ekstra godt om. For aldrig har der været så stor konkurrence om vores arealer: Hvor skal vi f.eks. få plads til den nye infrastruktur, som følger med den grønne omstilling?
Længe var vi i kommunalbestyrelsen enige om, at Danmark sikkert skulle have vindmøller, men at de nok stod bedre ude i havet end på vores egne marker. I dag er vi nået til en ny erkendelse: Hvis Danmark som land skal nå målet om en fremtid, hvor vi er uafhængige af gas, olie og andre fossile brændsler – ja, så må alle kommuner være med.
Og derfor rummer forslaget til kommuneplan også områder, hvor der kan være vindmøller eller solceller. Det er klart, at det vil føre til debat, og det er jeg glad for. For Lejre Kommune består af landsbyer og småbyer; de udgør selve sjælen i kommunen, og når vi skal planlægge, er det helt afgørende, at det sker med en høj grad af inddragelse – og med respekt for de kulturmiljøer, som byerne udgør.
Men kommuneplanen handler også om meget andet, og jeg vil opfordre til, at så mange som muligt læser forslaget og giver deres høringssvar. Kun sådan får vi i kommunalbestyrelsen et solidt grundlag, som vi kan træffe de vigtige beslutninger ud fra.
Og jeg kan ikke understrege det nok: Kommuneplanen udstikker rammerne for Vores Sted. Landsbyerne skabes og udvikles i meget høj grad af jer, der bor i dem. Derfor er det også vigtigt, at I er med til at påvirke fremtiden.
Landsbyerne har altid forandret sig, og udviklingen stopper ikke med denne kommuneplan. Men vi skal have landsbysjælen med ind fremtiden – for uden landsbyer er der ingen Lejre Kommune. Hvis du vil være med til at sikre det, kan du læse og kommentere forslaget til kommuneplanen på vores.lejre.dk, kommunens digitale platform for borgerinddragelse. Og du kan deltage i borgermødet, som vi holder på Hvalsø Skole den 23. januar.

På forhånd tak for engagementet – og rigtig godt nytår til alle!

Andre artikler fra denne uge