Det svære ved livet er at miste tiden. Barndommens grønne enge med slag af gule, dugvåde, kabbelejer. De rislende vandløbs illustration af uendeligheden. Efterårets nøddehegn, de vilde æbler og duften af hjem, brasede kartofler og uspoleret orden.
Det var sensommeren 1956. Josua standsede sin sorte Ford A 3,3 ladvogn ud for den vejgrøft, hvor jeg kravlede omkring for at bjerge vinterfoder til mine kaniner. På siden af Josvas bil stod sirligt skrevet med gotiske bogstaver KLUDE, BEN OG GAMMELT JERN købes til dagspris. Jeg var foruden kaninavler også Josuas hovedleverandør af hvide, tørre, ben som jeg samlede op i sække ude under burene i Riis Tofts rævefarm.
Josua drejede næsen op med tommel og pegefinger og fortalte muntert om den krig, der snart kom. Vi har fået nok af både Warszawa pagt og russere. Vi mobiliserer, sagde han. Han gned sig muntert i hænderne, vippede igen næsetippen op og sagde, jeg lugter gysser. Vi aftalte, at jeg nu og fremover, i stedet for tørre ben, skulle samle tomme blikdåser, banke dem flade og fylde dem i sække, som Josua så straks ville afhente og afregne til dagspris. Jo, sagde han. Nu ryger stålpriserne op. Med e’t slag ringer klokken. Vi kommer til penge sagde han, og slog en flad hånd hårdt på brystet over tegnebogen. På få minutter var jeg manuduceret i europæisk storpolitik og blev leverandør til den ekspanderende krigsindustri.
Men der skete ingen ting. Eksportartiklen endte i en grusgrav. Krigen kom ikke. Russerne slog Josuas landsmænd til plukfisk og rejste igen den faldne kolos, statuen af landsfaderen Josef Stalin, som kun hundene turde pisse på. Alting fortsatte som før, bortset fra, at Josva måtte nedlægge sin jernhandel og søge arbejde på et cementstøberi.
Nogle somre senere i det nye årti trådte min elskede plejemor, Ingeborg, ind i den, tillokkende, moderne bekvemmeligheds verden og fik et stort ønske opfyldt. Roerække op og roerække ned havde hun slidt for, at ønsket kunne efterkommes. At hun kunne få råd til at købe et køleskab. Et masseproduceret køleskab. Det grønmalede, aflagte klædeskab fra hendes ungpige tid, med voksbehandlet papir fæstnet med farvestrålende tegnestifter på bagsiden af hylderne røg ud af spisekammeret og blev erstattet af et moderne køleskab, med fryse Box, fra Gram. Tusinde års livsform røg ud.
Der blev mindre muggent brød til hønsene, og saltkarret blev plantet til med blomster. Min plejemor skiftede status. Hun var nu fremtidens forbruger i det nye kapitalistiske paradis sammen med tusinder af andre forhenværende landbokoner. Det nære ansvar blev skiftet ud. Nu blev der tale om produktansvar, det lå udenfor hendes domæne og bekymringssfære.
Hun kunne ikke have den mindste anelse om, at hendes første valgte forbrugsgode skulle vise sig at indeholde en gasart, der havde potentiale til at forandre klimaet, ikke bare i Danmark, men i hele verden. Ord som Freon R-22, ozonlag, drivhusgasser, fossile brændstoffer og CO2 udledninger eksisterede ikke endnu. Danmark var mælk, ost, smør, flæsk, kylling, kartofler, grønsager og lange dage med hårdt arbejde. Duften af hjem og brasede kartofler og søndagskylling. Konerne gik med tørklæde og mændene gik med hat.
Det var først årtier senere, der blev slået skår i den idyl og verden gik i panik på grund af hullet i ozonlaget over Antarktis
I 1987 underskrev 197 lande Montrealprotokollen. Landene forpligtigede sig til at reducere udslippet af ozonnedbrydende stoffer og FN’s generalsekretær Kofi Annan kunne med sin blide, melodiske stemme berolige verden med et løfte om, at ozonhullerne ville hele op over de næste hundrede år i takt med, at landene intensiverede deres fælles bestræbelser for at mindske de skadelige udslip. Og rumforskningsstationen NASA kunne bekræfte, at det skete. Hullerne begyndte langsomt at hele op. Der blev plantet et håb i 1987. Et håb, der snart forvandlede sig til en sovepude.
Under COP 26 mødet i Glasgow deklamerede den storskrydende engelske præmiereminister Boris Johnson, at COP 26 skulle blive et historisk vendepunkt for klimaet. Klodens temperatur måtte maximalt stige med 1,5-2 grader. Det blev vedtaget.
På det netop afsluttede klimatopmøde i BAKU måtte man med beklagelse konstatere, at 1,5 – 2 graders målet ikke så ud til at kunne opnås. Og mødet endte i et stort fedteri mellem de rige og de fattige lande om, hvem der måtte betale for den grønne omstilling og for, at storindustrien ville kunne ophøre med at save den gren ned, som klodens befolkninger sidder på. Der til er vi nået. Ozonhullet over Antarktis er i dag af samme størrelse som i 1987.
Kofi Annan er død. Min plejemor, Ingeborg, er død. Verden er et andet sted. Det globale økosystems sammenbrud er blevet visuelt. Vi ser det. Flodbølger, storme, jordskred. I Tyskland i Spanien. Civilisationen drukner. Klimaet er under forandring. Vi ville ikke forstå et vink med en vognstang. Men det er vi på vej til at ville. Verdens befolkninger er ved at vågne. Det er vores håb
Mit juleønske skal være at vi alle efter bedste evne i fremtiden bidrager til, at reducere de udledninger af kemikalier og destruktive gasarter, som er ødelæggende for vores natur, drikkevand hav og atmosfære. Lad os stille krav og udvikle en sund og kritisk holdning til industriens produktudvikling. Lad os bakke NGO’erne op selvom vi ind i mellem synes, at de er en flok skrighalse. Vi vil kunne glæde os til en hvid jul også i fremtiden. Glædelig jul.
