Af journalist Conny Probst
FREDERIKSSUND KOMMUNE: Byrådet har vedtaget Planstrategi 2023 ”Fremtidens grønne udviklingskommune”
Planstrategien er Byrådets strategi for den langsigtede fysiske udvikling i kommunen.
Byrådet har vedtaget ambitiøse mål for bosætningen i kommunen, for den grønne omstilling og klimatilpasningen og for naturen og biodiversiteten i kommunen.
Planstrategi 2023 står på skuldrene af dette arbejde og klima og natur er et gennemgående emne, der folder sig ud gennem samtlige temaer.
Fire temaer er centrale i udviklingen af kommunen:
• Stærke lokale fællesskaber.
• Attraktiv og klimavenlig købstad.
• Fjordlandet – vores rige natur.
• Det gode erhvervs- og arbejdsliv.
Planstrategien har været offentligt fremlagt fra den 3. oktober 2023 til den 28. november 2023.
I høringsperioden indkom der ni høringssvar med forslag, som i vidt omfang er i tråd med Planstrategien, men i mange tilfælde mere konkrete og dermed har mere karakter af forslag til kommuneplanlægningen og detaljeret planlægning indenfor klima og trafik.
Høringssvarene tages med i det videre arbejde med kommuneplanlægningen.
Planstrategien er bekendtgjort på kommunens hjemmeside.