Hen over de næste måneder udskifter Skuldelev Vandværk alle vandmålere for vandværkets brugere. De nye vandmålere kan fjernaflæses, og fremover slipper brugerne for at indberette deres årsforbrug.
SKULDELEV: – De vandmålere, som vandværkerne installerer hos forbrugerne, skal udskiftes efter seks til otte års forløb for at sikre, at de måler korrekt.
– Vores nuværende målere en manuelle, og forbrugeren skal selv aflæse dem hvert år til nytår og indberette data til vandværket, forklarer Søren Find Andersen, kasserer i Skuldelev Vandværk a.m.b.a.
De nye målere kan vandværket selv aflæse og løbende holde øje med forbruget.
-Så får vi også mulighed for at spore eventuelle læk på ledningsnettet, siger han.
Henved en million
De nye målere koster væsentligt mere en de gamle.
– Udskiftningen af cirka 733 målere under Skuldelev Vandværk, inklusive omkostninger til de VVS-selskaber der foretager udskiftningen, koster i alt 953.249 kroner, fortæller kassereren.
– Der kan komme ekstra omkostninger i forbindelse med udskiftningen. For eksempel hvis forbrugeren ikke er hjemme, når vi kommer til aftalt tidspunkt.
– Så vi har beregnet totalomkostningerne til en million kromer.
Et væsentligt argument
Udskiftningen af vandmålerne gennemføres i oktober, november og december, og man forventer at være færdige den 31. december.
– Antallet af forbrugere ændrer sig løbende. I dag har vi 733 forbrugere. Skuldelev Vandværk har i de senere år ved sammenlægninger overtaget vandforsyningen fra Bonderup, Ny Krogstrup og Østby vandværker.
– I de senere år har det været vanskeligt at få alle forbrugerne til at aflæse målerne og indsende data til vandværket.
– Et stigende antal forbrugere har derfor fået deres vandforbrug beregnet efter et skøn, hvilket i det lange løb er uholdbart for forbrugeren såvel som vandværket, siger Søren Find Andersen.
– Da elselskaberne og mange vandværker har fjernaflæsningsbare målere, er forbrugerne vænnet til, at de ikke selv længere skal aflæse forbrugsmålere.
– Det er et væsentligt argument for Skuldelev Vandværk til at skifte til nye målere.