JÆGERSPRIS: Torsdag 23. januar kl. 17 er der valgmøde i Rejsestalden.
Brænder du for kultur, oplevelser og har du måske idéer til bæredygtige tiltag? Rejsestalden er et kulturhus, som gerne vil skabe fællesskaber i lokalområdet, give borgere konkrete hverdagsfif til en grønnere måde at leve på, lave oplevelser i naturen, med litteratur, craft, kunst og meget mere. Derudover vil Rejsestalden gerne lave flere arrangementer for de unge, og håber at stedet kan blive en fast del af borgernes liv og hverdag i Jægerspris.
Få indflydelse
Har du lyst til at være en del af bestyrelsen i Rejsestalden – så har du nu mulighed for komme med i bestyrelsen.
Tre borgerrepræsentanter er på valg. Derudover, som noget nyt, skal bestyrelsen have to repræsentanter for de unge i lokalområdet og en repræsentant for de frivillige (Staldfolket).
Alle er velkomne i Kulturhuset Rejsestalden på Hovedgaden 29A i Jægerspris.
/TS