Vær en del af et fællesskab som frivillig

Vær en del af et fællesskab som frivillig
Skibby lokalafdeling af Ældre Sagen har p.t. 1.914 medlemmer.

SKIBBY: Ældre Sagen vil gerne fortælle om alle de fordele der er ved at være frivillig, idet vi samtidig appellerer til vores mange medlemmer og gerne yngre til at blive frivillig i lokalafdelingen i Skibby.
Skibby lokalafdeling har p.t. 1.914 medlemmer.

Gør en forskel
Når man stopper på arbejdsmarkedet, er der en del som efter et stykke tid har svært ved at få tiden til at gå, så er det en god idé at blive frivillig, da det giver en det samme som på arbejdsmarkedet, nemlig socialt samvær og en tilfredshed, at man er med til at gøre en forskel. Det gælder både for mænd og kvinder.

Som frivillig har man mulighed for at gøre en aktiv indsats til glæde for de mange, som har brug for støtte. Man bliver også en del af de lokale – og det landsdækkende netværk af frivillige og man kommer til at opleve fællesskabet sammen med mange andre frivillige, hvilket giver et godt netværk.

Du bestemmer selv
Man får tilbud om gratis kurser, som kan understøtte en i sin frivillige aktivitet. Ældre Sagen sørger for at man er forsikret, når frivillige opgaver løses og Ældre Sagens princip er, at ingen frivillige skal have udgifter i forbindelse med den frivillige indsats. Indsatsen er altid ulønnet, til gengæld får man en masse glæde og gode kontakter både med dem man hjælper og de andre aktive frivillige i lokalområdet.

Som udgangspunkt bestemmer man helt selv hvilken frivillig aktivitet, man vil bruge tid på. Ældre Sagen udbyder ikke alle aktiviteter i vores afdeling, men til gengæld har man mulighed for at tilbyde at sætte en ny aktivitet i gang i Ældre Sagens regi, så man på den måde er med til at sætte sit præg på den lokale indsats.

Indsats efter ønske
Man bestemmer også selv hvor mange timer man vil bruge. Vores brevduer, uddeler vores lille lokale blad to gange om året. Andre bruger hver uge hele året og andre igen bruger sæsonaktivitet, det vil sige en gang om ugen fra august, september til marts, april året efter. Besøgsvenner måske en gang om ugen eller hver 14. dag efter aftale med besøgsværten.

Desværre oplever vi, som andre foreninger og organisationer, at vi også har problemer med at få frivillige til vores bestyrelse og aktiviteter i Ældre Sagen her i Skibby.

Gå ind på vores hjemmeside www.aeldresagen.dk/lokalafdelinger/skibby og se vores mange tilbud.
Vi kan også kontaktes på mail FM.skibby.229@aeldresagen.dk

Andre artikler fra denne uge