Utrolige Orø

Utrolige Orø
Det tager seks minutter at lande på fremmed grund uden for Hornsherred.

En eksotisk sommervandring få minutter fra Herredet.

Af journalist Tomas Skov

HAMMER BAKKE: Selv om vi formelt set er ude af kommunen, så kan man kigge lige derover fra færgelejet i Hammer Bakke. Blot seks minutters sejltur med propeldrevne kabelstyret skiller Orø fra fastlandet i Hornsherred – så vi var nødt til at se nærmere på Isefjordens Perle.

Øen fylder kun 14 af landets knap 43.000 kvadratkilometer, og knap 1000 fastboende kalder Orø for deres hjem. De bor til gengæld smukt på den idylliske klat land, hvor tempoet er lavt og der aldrig er langt til havet.

Idyl alle steder
Vi vælger naturligvis at opleve Orø til fods langs trampestien, der følger kysten øen rundt. Den 14 kilometer samlede rute er markeret med pæle, og stien bevæger sig af og til ind i det Morten Korchske bondeland, hvor man til tider følger vejene, der dog ikke er tynget af nævneværdig trafik.

Til gengæld kan man hist og her falde over idylliske små landsteder, hvor man kan indtage kaffe eller frokost i haven, inden turen atter går videre ad de rolige ruter.

I vandkanten
Vi går mod urets retning, så turen går mod nord fra færgelejet gennem en indledende sivskov og videre mod småbyer med forjættende navne som Gamløse og Næsby.

Vi runder øens nordligste spids helt ude i vandkanten, bevæger os ind landet og kommer ud til bugten, hvor turen fortsætter langs kysten mod campingpladsen ved den nordvestlige spids af øen. Her vælger vi at forfriske os med en øl, inden vi fortsætter i vandkanten ned forbi Bybjerg mod Brønde.

Herfra kan man vælge at hoppe på færgen til Holbæk, men vi skridter videre og gennem charmerende Gamløse, inden vi atter når udgangspunktet ved den propeldrevne kabelstyret tilbage mod Hammer Bakke. En solbeskinnet sommervandring er ved vejs ende.

Andre artikler fra denne uge

Ord over fjord


FREDERIKSSUND: Lørdag 14. september er du hermed inviteret til den helt gratis festival ORD over FJORD 2024 med forfattere, kunst,

Læs mere »