Købmand, Poul Cullura, er ikke bange for at give ansvar fra sig. Ungarbejderne i MENY Skibby har fået overdraget ansvaret for butikkens Instagram – og de unge har fået helt frie tøjler.
SKIBBY: – Hvordan giver vi mere indhold og motivation til de unge medarbejdere i Meny Skibby? Det spørgsmål har fyldt meget i købmand Poul Culluras hverdag. Da han samtidigt gerne ville bruge sociale medier mere, var det oplagt at give de unge medarbejdere under 25 år ansvaret for Meny Skibbys Instagram-profil.
– Det er ingen hemmelighed, at generation Y og Z kommer til at kræve en stor omstilling på arbejdspladserne, både i den måde vi rekrutterer på, vedligeholder og udvikler dem på. Og der er ingen tvivl om, at en arbejdsplads kan miste den kommende generation på gulvet – hvis man som arbejdsgiver ikke tilpasser sig de ønsker og krav, de to generationer stiller, fortæller Poul Cullura.
Og de unge sætter pris på tilliden:
– At kunne vise på Instagram hvordan min verden er, når jeg er på arbejde med mine venner, er fedt. Og så er det også super vigtigt, at chefen viser tillid, lyder det fra servicemedarbejder Magnus Dobel.
Jannick og Flora supplerer med ordene: ”Det er et stort ansvar, men noget vi vil løfte sammen som en gruppe – også når vi har fri’”
Instagram
Kan købmanden så sidde og være smånervøs over, hvad der bliver lagt op på Instagram?
Nej, for Poul Cullura ønsker netop, at fremtidens medarbejdere kommunikerer med fremtidens kunder – på deres måde og ikke gennem filtre og regler.
– Instagram er en oplagt platform, fordi indholdet kan være ”råt” og spontant, og det sociale medie tiltrækker mange unge under 25 år, fortæller han.
Poul Cullura ønsker, at de unge skal føle, de er vigtige for butikken, og at de udvikler sig endnu mere i forbindelse med deres arbejde hos MENY.
Målet hos de unge er også ambitiøst; de går efter at have 5.000 følgere, når året er omme.
Man kan følge deres rejse på Instagram kontoen ”MENY Skibby”, hvor de unge deler stort som småt fra hverdagen som butiksmedarbejder i MENY.