Underducks skal bruge begge haller

Underducks skal bruge begge haller

JÆGERSPRIS: Udvalget for unge, fritid og idræt har besluttet at støtte et indkøb af floorballbander til Jægersprishallen med 83.800 kroner.

Det er Frederikssund Idrætsanlæg, der står for indkøbet.

Det er Jægerspris Underducks, der har ansøgt idræts- og spejderfacilitetspuljen om midler til indkøb af bander til Jægersprishallen. Banderne vil muliggøre, at foreningen kan have floorballaktiviteter i begge haller i Jægerspris Idrætscenter.

Foreningen havde i 2022 155 medlemmer hvoraf 88 var børn og unge under 25 år.

Kapaciteten

I forbindelse med lokalefordeling for sæson 23/24 er der opstået kapacitetsudfordringer i hallerne i Jægerspris.

I dag træner både Jægerspris Underducks og Jægerspris Idrætsklub i Møllegaardshallen.

Men begge foreninger har de sidste par sæsoner oplevet en stigende medlemstilgang, der gør det svært at kunne tilbyde den nødvendige træningstid ud fra én hal.

Begge foreninger er medlemsmæssigt normeret til mere, end hvad én hal kan imødekomme.

I tæt dialog med begge foreninger og Frederikssund Idrætsråd er der fundet et kompromis, hvor Jægerspris Underducks tildeles træningstid i Jægersprishallen.

Denne løsning kræver, at der indkøbes bander, som står fast i Jægersprishallen, for at lokalefordelingen kan gå op.

Andre artikler fra denne uge