Ugens klumme af Nanny Kragh Mortensen

Ugens klumme af Nanny Kragh Mortensen

Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Horrensherred i centrum.

C… – ordet – og livet er det der sker – mens man laver andre planer

Ingenting er blevet som vi havde forestillet os 2020.

Corona ….…jamen der stod man forundret og fuldstændig taget på sengen : Det havde vi godt nok aldrig tænkt skulle ske!

Når man nu ser tilbage på det, så er månederne gået. Hvor dagene er blevet af er ikke helt nemt at huske, og efter et stykke tid fandt vi en ny hverdag og  veje og ro i det. Der var vist ingen, der ikke vidste, at det var de gamle og de kronisk syge, der bar den store byrde og firmaer med kunder indenfor eksport og underholdning

Nye planer banede sig vej for de fleste.

Danskerne susede ud i landskabet og besøgte øerne og resten af Danmark.

I august boede vi på Djursland og Sydfyn. Skønne områder, og  i  disse dejlige september uger har vi besøgt 2 steder, hvor vi ikke har været før. Solen bagte, og det var skønt at se den smukke september himmel, som var ligeså blå, som man kunne ønske sig. Det første sted var Albuen ved Nakskov.  En smal odde med et 90 graders knæk går ud i og afgrænser den skønne Nakskov Fjord, der lå i bragende solskin.

Så kørte vi til Stigsnæs, hvor vi tog færgen til Omø. 147 indbyggere, havnemiljø og veje i et-spor. Vi boede ved havnen, og det var fortryllende at opleve, at hver anden time, når færgen lagde til femten minutter i hel, så var der et eldorado af liv til og fra færgen. OG BUM klokken hel – når færgen sejlede – var der død-stille. Ingen trafik, ingen lyde – udover fuglene. På havnen kunne man læse om den ihærdighed ø-boerne lagde for dagen for hverve nye beboere og byde turister velkomne til øen – ligesom vi gør her på egnen.  Havnefogeden, som var en central figur, var udover havnefoged, campingchef, genbrugspladschef og måske endnu mere.  Perlen – en skønt beliggende restaurant på kanten af Storebælt med frit udsyn til Storebæltsbroen og alle de kæmpe fragtskibe, der troligt glider igennem bæltet, serverede dejlig mad, man skulle blot bestille retten dagen før. Vi kom jo, da sæsonen var ovre, men fik fortalt, at de også havde en traktorvogn, der kørte rundt og viste hele øen frem, og der havde været fyldt af turister i sommerferien.

Det var på trods af og måske netop på grund af stilheden en virkelig interessant  og bemærkelsesværdig oplevelse. 

Begge steder hører til vandkant/udkants Danmark. Begge kæmper hårdt for at ”sælge sig selv som et særligt dejligt sted i Danmark”. Begge fremhæver de mindste ting, som særligt vigtige. For egentlig er der jo ikke så meget, og der er heller ikke så mange til at gøre en forskel. 

Hjemme igen,  så er det jo at man sammenligner oplevelserne med det man kommer fra. 

Hold da op, hvor har vi mange goder i forhold til disse steder. Der er godt nok meget, der er meget nemmere for os. Bare den variation af forretninger, arbejdspladser,  tilbud og foreninger  vi har – gør en kæmpe forskel.  Her i vores del af kommunen er vi vel op imod 15.000 borgere. Hvor er vi heldige

I Skuldelev-Selsø Multikulturforening har vi aflyst en koncert, et loppemarked , et motionsløb, en koncert til og bankospillet – ja hovedparten af arrangementer i 2020 – nok ligesom de fleste andre foreninger. Vi fik  dog i august gennemført en tur med Skibby Aktives traktorvognen med en fortælling om Pontoppidans liv her i området.

Men så er det at:

I Skuldelev er kræfterne ved at samles om en folder, der beskriver alle de tilbud, foreninger m.m., der findes her, og det er forbavsende mange.

I Skuldelev har vi lige samlet 3.000.000 kr. ind som bidrag til finansiering af en ny brugs. 

Skuldelev Kro – som nærmest i årtier var symbolet på Skuldelev i næsten hele landet – er revet ned og væk.

og i resten af Herredet sker der ting og sager, som vi blandt andet kan følge her i klummerne.

Vi finder på nye ting, og vi er mange, der gør det!

Jamen……….  Livet er det der sker – mens du har mange andre planer…… som John Lennon er citeret for –  og svaret er – 

Ja – selv under Corona.

God dag 🙂

 

I mange år var Nanny Kragh Mortensen konsulent indenfor læsning, læse-skrivevanskeligheder og specialpædagogik.

Nu hvor hun har masser af tid bruges den på familien, læsning, maleri, slægtsforskning og  Skuldelev-Selsø
Multikulturforening og Kaffeklubben i Skuldelev.

Nanny bor lige midt imellem Skuldelev og Østby

Andre artikler fra denne uge