Ugens klumme af Morten Kremmer

Ugens klumme af Morten Kremmer

Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Horrensherred i centrum.

Det virkelige potentiale

Min søn på 9 år går til 3 fritidsaktiviteter om ugen. Spejder om onsdagen, svømning om fredagen og voltigering om lørdagen. Han har også prøvet springgymnastik, kortspil, almindelig gymnastik, ridning og jeg husker snart ikke hvor meget mere.

Hver gang han skal afsted kræver det en forældrer der kører, og nogen gange venter til han er færdig. Og det gør vi gerne, jeg kommer tilbage til hvorfor. Når man har brugt bare få timer i en kold gymnastiksal eller i venterummet i en svømmehal så begynder man at lægge mærke til rutinerne. Til hvordan sådan et hold køres og af hvem. Og det er her denne klummes helte kommer ind i billedet.

Fælles for langt de fleste fritidsaktiviteter er nemlig at de ledes af voksne frivillige men at de enkelte aktiviteter og træninger i høj grad gennemføres af helt unge mennesker. Det viser sig at man ikke behøver være voksen for at lære børn at svømme eller ride på en hest. Det synes jeg er fantastisk.

Den her frivilligmodel som idrætten i Danmark har dyrket i mange årtier, den fungerer rigtigt godt. Jeg kan se det f.eks. hos spejderne i Skibby hvor unge lærer andre unge og langsomt overtager en lederrolle. De får kurser og praktisk træning i lederskab som hjælper dem resten af livet.

Som leder af en forening hvor de fleste frivillige er – kan jeg godt sige uden at fornærme nogen – seniorer, så er jeg meget inspireret. For jeg tror vi har en unik mulighed for at bygge endnu et niveau på den her struktur. Det der kendetegner vores frivillige er nemlig at de qua deres senioritet har masser af erfaring. På livet og på det de brænder for. Og de har tid og ressourcer i overskud som de gerne giver videre til os alle i form af deres indsats.

Tænk hvis vi kunne finde unge mennesker som vil gøre noget for deres lokalmiljø og vil gøre det sammen med os. Jeg kan garantere at vi kan lære unge mennesker noget om at føre projekter ud i livet, om at lede andre frivillige og om at løse problemer sammen. Det er stort set det vi gør hver uge! Det har en kæmpe værdi når vi giver tid til hinanden i frivilligt arbejde. Både for de der modtager men også for de der giver. Det ved jeg af egen erfaring, og også ved at høre min søn være begejstret for det han oplever. Derfor kører vi gerne og venter gerne en time mere i en kold idrætshal.

Jeg håber sådan vi kan få unge med på den her ide. Det ville være banebrydende og utroligt givtigt for alle. Så er du ungt menneske med noget du gerne vil lave om i dit lokalområde så tøv ikke. Kontakt mig, find foreningen på Facebook og skriv. Det åbner helt nye døre!

Morten Lindberg Kremmer

Morten Kremmer er formand for Skibby Aktive for Fjordlandet

Andre artikler fra denne uge