Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Hornsherred i centrum.

De nye trusler

Den 11. marts for to år siden lukkede Danmark ned på grund af corona. Her to år efter har vi lært at leve med sygdommen, og testcentre lukkes, og smittetryk fylder ikke i nyhedsbilledet.

Foråret er på vej, og vi kan trække vejret friere og leve livet næsten restriktionsfrit igen.

Men lettelsen og frihedsfølelsen er med det samme under pres igen, for en statsleder i øst er blevet den nye trussel. Da Putin valgte at gå ind i Ukraine efter lang tids spekulationer og forudsigelser fra medier og andre statsledere – ja så fik vi en ny trussel at forholde os til.

Under corona var det tit en strategi at sortere i mængden af nyheder – ikke at tjekke tallene hele tiden eller se reportagerne fra andre dele af verden, hvor situationen var helt anderledes kritisk.

Det samme sker nu. De første 14 dage efter Putins angreb var det næsten, som om verden var gået i stå. Alle nyheder handlede om Ukraine. Jeg hører altid P1 morgen, mens jeg laver morgenmad til mig selv og familien, men det var kun situationen i Ukraine, der blev dækket.

Tv- avisen blev udvidet, og vi så live reportere fra byerne i Ukraine – vi så krigens rædsler, og det var nogle gange, som om de glemte at sige, at næste indslag indeholdt voldsomme billeder, hvilket gjorde det umuligt at forberede sig eller få børn til at kigge væk. Igen blev det en strategi at sortere lidt, for det blev og er meget massivt.

Igen har vi fået en fælles fjende og en sag, vi kan stå sammen om, og der er meget, vi kan gøre. På de sociale medier sætter mange det ukrainske flag på deres profilbillede, og de ukrainske farver blå og gul er meget tydelige de fleste steder.

Den 12. og 13. marts var der indsamling på forskellig måde. Der var lørdag aften et stort indsamlingsshow, hvor et ganske anseeligt beløb blev samlet ind, og søndag var der den landsdækkende indsamling til Folkekirkens Nødhjælp, der på deres 100-års jubilæum samlede ind til verdens fattige og til Ukraine – en indsamling der også gav det bedste resultat.

Hjælpsomheden blomstrer, og folk samler selv ind og kører nødhjælp til grænsen og tager flygtninge med tilbage. Vi stiller vores sommerhuse til rådighed – en overskrift lød: Der er ikke nogen flygtning, der skal sove på gaden, så længe jeg har et sommerhus.

Det er fantastisk at se og opleve lysten til at hjælpe den ukrainske befolkning, og det er fantastisk, at vi har muligheden for det. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er den samme hjælpsomhed, som også kom til udtryk under corona, hvor vi købte ind til hinanden eller sang sammen eller på andre måder viste, at vi er et land, hvor medmenneskeligheden hurtigt bliver tydeligt.

Det viser vi også med største tydelighed nu, men alligevel kan jeg ikke lade være med at blive berørt af den forskelsbehandling eller rangdeling, som træder frem med største tydelighed og næsten selvfølgelighed. En forskelsbehandling, der stadfæstes med en særlov, der giver nogle flygtninge særlige vilkår frem for andre. En særlov, der til at begynde med ikke blev støttet af et af de borgerlige partier, men hvor begrundelsen for ikke at støtte denne lov ikke er en modstand mod særbehandlingen, men derimod bliver begrundet af et medlem af folketinget med, at denne særlov også vil kunne komme til at gælde for den gruppe flygtninge, som den ikke er tiltænkt. Helt almindelige principper som ligeværd og ligebehandling – hvor er de henne lige nu? Måske er det også en trussel, vi skal tage livtag med.

Mette Griffenfeldt Merrald er 46 år og har siden 2009 været sognepræst i Kirke Hyllinge og Lyndby.