Ugens klumme af Lennard Krogh, Skuldelev Strand

Ugens klumme af Lennard Krogh, Skuldelev Strand

Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles,
at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger
og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Hornsherred i centrum.

En geologisk perle blev reddet i 11. time

En af de første gange jeg besøgte Skuldelev egnen i Hornsherred var i 1966. Mine svigerforældre havde sommerhus på det der i dag hedder Lyngbakken ved Skuldelev Strand, en vej der går langs foden af Skuldelev Ås og her tilbragte vi mange timer om året. I 1980 købte vi selv sommerhus ca. 100 meter derfra.

Jeg er født i Valby, og fra jeg var jeg var 7 år har jeg boet i Rødovre, men i år 2000 flyttede vi fast her til Skuldelev Strand, her er nærvær, ro, nabopleje, masser af natur og nok at rive i selv for en pensionist. Vi skal bæres eller køres herfra.

 Jeg kan stadig sidde på min terrasse og nyde udsigten til den frodige ås.

    Skuldelev Ås er en geologisk perle, den er næsten intakt endnu, blev reddet i 11. time da den blev fredet i 1951.

    De fleste åse i Danmark er næsten gravet væk, ødelagt, deres grus er brugt til vej og byggematerialer. Man var også i gang med at udnytte vores ås resurser, da fredningen trådte i kraft med forskellige overgangs ordninger. Grusgraven syd for åsen viser tydeligt hvad der ville være sket, her blev det sidst grus gravet op midt i 1980erne, på Torpevej lå et mørtelværk hvor råvarerne var lige for hånden og langs den ca. 4-5 km. Lange ås kan man se mange små tilgroede grusgrave og mange indgreb på dens sider, hver lodsejer havde ret til at udnytte gruset til eget forbrug og dette har foregået i mange århundreder.

    I fredningskendelsen står der at de involverede lodsejere ikke mente at fredning var nødvendig, men her skar Fredningsnævnet igennem, i kendelsen er der mange fantasifulde argumenter – planer for området – og mange fik udbetalt lidt erstatning.

     Skuldelev Ås er opstået i slutningen af sidste istid for ca. 18-20.000 år siden, isen dækkede store dele af landet i måske 100 meters tykkelse. Da klimaet blev mildere begyndte den store afsmeltning. Åsen er dannet i en smeltevandsstrøm i en sprække eller tunnel i isen. Vandet i floden var fyldt med sedimenter af grus og småsten som blev aflejret når strømmen aftog i årstidernes perioder.

     Da isen var endelig forsvundet for ca. 10.000 år siden lå bunden at floden tilbage som en lang åsbakke i landskabet.

     Åsen er ca. 4-5 km. lang, nord-sydgående i 15 til 26 meters højde ca.100 meter bred. Nær grusgraven i syd ligger Kildeskåret, det var en naturlig gennemløb i åsen der løb fra Roskilde Fjord ud ved Selsø Sø hvor der var gennemstrømning til fjorden. Selsø var i ældre stenalder en selvstændig ø.

    Sagnet siger Olav II Haraldsson den Hellige sejlede forbi på fjorden og en troldkælling sprang frem på åsen og råbte, ”Sankt Olav med det røde skæg, du sejler for tæt ved min kældervæg” kongen råbte tilbage ”Hør du kælling med rok og ten, her skal du sidde og blive til sten” og han styrede sit skib så hårdt mod land at der blev en kløft i åsen, Kildeskåret.

    Det fortælles at der i hundreder af år lå en stor sten på toppen som med god fantasi kunne man ane konturerne af kællingen. Pludselig var den fjernet, vist nok hugget op til vejmateriale. 

    Historien er nok lidt tvivlsom, hvordan skulle en stor sten havne på toppen af åsen som næsten består af det fineste grus. Troldkællingen skulle være Skuld, hvis navn stammer fra den nordiske mytologi og har givet navn til Skuldelev.

    Samtidig med Kildeskåret opstod, udsprang en kilde ud af bakken. Kilden hedder Sankt Olavs Kilde og tilsvarende Sankt Olavs kilder skulle ligge på den gamle pilgrimsvej.

    Vandet skulle være helbredende og styrke dem som drikker det. I dag er der godt nok langt ned til vandet i brønden, så for os moderne mennesker er det nok mere livgivende at besøge lægen.

    I middelalderen og helt op til midten af 1800 tallet blev der her holdt kildemarkeder på stedet ved Sankthans tid.   

    Åsen der går fra grusgraven i syd til Skuldelev havn med et par klatter ud i fjorden, Peberholm og Kølholm som oprindeligt bestod af to høje.

    Der er afmærkede trampestier på toppen af åsen fra Kildeskåret til Torpevej og fra Koholmmosen til Strandvejen og igen fra Strandparken til havnen. Den midterste sektion der går vest- øst fra Stormgådsvej til fjorden er desværre ikke tilgængelig selv om der i fredningskendelsen  står at der skal være gennemgang i skel på toppen, det er helt groet til, der ikke velvilje fra beboerne til at holde det åbent, det er ærgerligt at man ikke kan finde en løsning på det problem så publikum kan betræde bare noget af den del.                    

    Hvis man går på de tilgængelige stier kan man måske være heldig at få et glimt af den vilde flok mufloner – et stort bjergfår – der for nogle år siden slap ud fra en fold på Torp Ladegård. Det mangfoldiggør naturoplevelsen på en gåtur.

    Der er planer om at indlemme Skuldelev Ås i Nationalpark Skjoldungernes Land og det hilser vi med glæde.    

Lennard Krogh Formand for: Naturværnsforeningen for Skuldelev By, Ås og Strand

Andre artikler fra denne uge