Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles,
at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger
og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Hornsherred i centrum.
Ukrudt det billige skidt!
Foråret er nu på vej, og det er snart tid til at sanke de første vilde spiselige planter. Efter en lang mørk og våd tid venter jeg bare på lidt mere varme i luften. Heldigvis er der flere planter, der er begyndt at vokse frem. Det gælder f.eks. ramsløg,skvalderkål og brændenælde.
Fra gammel tid var det denne tid på året, hvor forrådet var meget sparsom, og der måtte tænkes kreativt. De første spire måtte bruges ikke kun for at få noget spiseligt, men også for at få vitaminer. Derfor var de første grønne planter værdifulde.
7 kål suppe er en ældgammel fattigmands ret. Ordet kål var før i tiden en fælles betegnelse for alt spiseligt grønt. Derfor er 7 kål suppe egentlig bare en suppe på 7 forskellige råvare af plantegrønt. Prøv mælkebøtte, skvalderkål,fuglegræs og brændenælde til en urtesuppe.
Men skvalderkål og mælkebøtte er nok enhver haveejers mest forhadte ukrudt, men her får du en mulighed for at udnytte ukrudtet. Kan man spise sig ud af det? Nej det kan man nok ikke, hakkejernet må også i gang, for der bruges ikke sprøjtemidler i haverne vel?
Men her er nogle ideer til at få forårs glæder fra ukrudtet:
Mælkebøttebladene bruges i en grøn salat, der skal bare lige lidt salt og olie på. Salaten kan jo også spædes op med andet grønt eller bær. Mælkebøttebladene smager som rucolasalat, så spar penge, og du får plus på CO2 regnskabet.
Mælkebøtte blomsten kan også spises. Det grønne kurvesvøb fjernes. Pynt maden med de flotte gule kronblade eller læg dem i en hvid Brøndum 2-3 dage, og så er du klar til at smage.
Mælkebøtte roden kan bruges til at give snaps smag og farve. Vask roden og skær den i mindre stykker og læg stykkerne i f.eks. en Hvid Brøndum 8-10 dage. Dette udtræk skal filtreres før brug.
Så er der mælkebøtte blomsterknopper. Pluk en håndfuld før de springer ud, og læg dem på en varm pande med smør. Efter få minutter er de klar som tilbehør til enhver kødret.
Skvalderkål kan du høste meget længe, da de kommer med nye friske skud hver gang du har plukket.
Skvalderkål bruges som spinat enten som flødestuvet eller i en tærte med f.eks. laksestykker. Skvalderkålen skal plukkes medens de er lysegrønne. Bladene skylles og blancheres tilføres salt og fløde og så er der serveret sammen med nye kartofler og frikadeller.
Du kan også bruge skvalderkål i stedet for persillen i sovs til stegt flæsk.
Skvalderkål som pesto er tillige et lækkert tilbehør eller som en hapser på ristet brød. Kålen skylles godt og kommes i en blender med meget olie, parmesanost, ristede pinjekerner og salt. Så har du en pesto klar til brug. Du kan også lige skylle dem med kogende vand, så du er sikker på at undgå jordbakterier.
En pesto, hvor du både bruger skvalderkål og nye topskud fra brændenælder, er den pesto, du måske vil foretrække.
Skvalderkålen kan også gemmes til vinteren. De skyllede skvalderkål blancheres og kommes i fryseren, så er der gratis grønt til en stuvning i den våde og mørke tid.
Brændenælden er et must i enhver have, da den er nødvendig som levested for mange af vore sommerfugles larver f.eks. nældens takvinge. Men brændenælde kan også betragtes som en grønsag.
Pluk topskuddene og skyld dem godt i saltet vand, så urenheder og larver og insekter kommer fra. Løg kommes i en gryde med smør, der varmes så løgene bliver glasklare. Brændenælde kommes i og der hældes vand på. Gryden står på mellemvarme i 15 min. Nu blendes masen, og der tilsættes en bouillonterning. Så kan der serveres.
Når jeg bevæger mig uden for haven, er der også allerede nu flere planter, der kan sankes.
På stranden findes snart strandarve, som er en lille fin plante der er god i salater. Uden i vandet er det netop også nu at tangen er bedst. Her i det tidlige forår er den nye tang fri for rur. Når vi kommer længere hen på året, er meget tang fuld af rur, der har sat sig fast, og hvis man spiser det, er det som at spise sand. Hvilket ikke er særlig behagelig.
Man kan plukke og spise alle de tangarter, der vokser på sten, men bladtang og blæretang er let at kende så start med dem.
Tang kan bruges tørret som drys eller blandet i salt. Tang kan også syltes med en sur/sød lage.
God appetit!
Knud Eskesen er pensionist og aktiv i Kulhuse