Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Horrensherred i centrum
Bevar evnen til at undre dig
Sommeren er snart omme, høsten er ved at være i hus og lade, børnene er igen begyndt i skole, biograferne må have fuldt hus, kirkerne også og de øvrige kultursteder. Noget tyder på, at vi går ind i et efterår, som vi kan genkende.
Vi der arbejder i kirkerne glæder os meget over, at der er fri leg igen. Nu kan familier igen inviterer til bryllup, dåb og begravelse uden tanke på restriktioner. Der gælder kun de fornuftige regler med god hygiejne og en smule afstand, hvor det kræves. Og hvad der kan lade sig gøre i kirken nu, kan også lade sig gøre i erhvervslivet og kulturlivet, og jeg tror, det alt sammen smitter af på hinanden. Glæden skulle gerne igen vende tilbage og afløse den fortvivlelse, som har været, når man er blevet afvist på grund af for lidt plads. Og lad os så bede om, at det holder!
Der er ikke noget bedre end at se arbejdet på markerne, ja høst af enhver art, at plukke æbler og mirabeller, rykke porrer op af jorden, løsne et salatblad fra bedet, se svalen over landskabet og mågerne flokkes omkring plov og harve, alting i naturen bliver så tydeligt her ind mod efteråret, da væksten stille tage af for at række frugten af alt det som er skabt over sommeren til bordets glæder. Den rigdom skal snart fejres over hele landet ved høstgudstjenester.
Og så gentager alting sig med den kolde vinter, naturen som går i hi, og så foråret og så fremdeles. Vi lever i et fast mønster, de fire årstider, og det giver os, tror jeg, en stor lydhørhed over for naturens forunderlige udtryk. Den store gamle tyske digter Goethe skrev i et vers: ”Jeg er her for at undre mig!” og det er der noget meget sandfærdigt i. Det er opløftende, at se naturen og det hele i verden med undrende øjne. Jeg siger ofte til mine konfirmander, når de skal sendes videre, hvad det sidste hold snart skal her i september, at de skal være nysgerrige og bevare evnen til at undre sig. Det er vigtigt for i det hele taget at gøre livet til mere end pligt og arbejde. Og også en forudsætning for at kan være et medskabende menneske. Det er vigtigt for vores drive, for at vi kan fungerer og vokse. Og skal vi se det fra den kant, kan det sikkert nok også i det lange løb betale sig og ses på bundlinjen!
Her er en vidunderlig beskrivelse af det at undre sig: ”Med undren begynder det, og med undren slutter det også, og det er alligevel ikke nogen forgæves vej. Hvad enten jeg beundrer mos, en krystal, en blomst, en gylden bille eller en skyet himmel, et hav med dets dønningers rolige kæmpe-åndedrag, en sommerfuglevinge med dens krystalklare ribbers orden, dens kanters snit og farvede indfatninger, dens tegnings mangfoldige skrift og ornamentik og farvernes uendelige, søde, magisk henåndede overgange og nuancer – hver gang jeg med øjet eller med en anden sans oplever et stykke natur, når jeg er tiltrukket og fortryllet af det og for et øjeblik åbner mig for dets væsen og dets åbenbaring, så har jeg i selve dette øjeblik glemt hele den menneskelige nødvendigheds begærlige, blinde verden, og i stedet for at tænke eller befale, i stedet for at erhverve eller udbytte, bekæmpe eller organisere, gør jeg ikke andet end at undre mig, og med denne undren er jeg …… blevet broder til alt det, som jeg undrer mig over og oplever som den levende verden: sommerfuglen, billen, skyen, floden og bjerget, for på min undrens vej er jeg for et øjeblik undsluppet delingernes verden og trådt ind i enhedens, hvor alle ting og skabninger siger til hinanden: ”Det er du”. (”Om sommerfugle” af Herman Hesse).
Når vi snart går ind i kirken, skulle der gerne findes en lignende fornemmelse af altings betydning og enhed og forbundethed med naturen, og så kan vi sige, at skabelsesberetningen får betydning, ikke kun som myte, men også som en fortælling vi kan se naturen igennem og undres. Må I får en dejlig høst – fest!
Frits Gammelgaard Terpet har været sognepræst og sygehuspræst siden år 2000 i henholdsvis Gerlev – Draaby (Jægerspris) og Frederikssund Hospital.
