Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Horrensherred i centrum.
At se med andre øjne
Hvad er det, som vi ser? Hvad oplever vi i Hornsherred og ude omkring? Det første som er slående, er, at vi er forbundet med hele verden. Corona er overalt, og har bragt erfaringer med sig, som er ens alle vegne. Men vi er ikke de første. I romanen ”Niels Lyhne” af J. P. Jacobsen fra 1880 kan man læse: ”Straks efter at han var kommen, lukkede Landet sig rundt omkring med en Vold af Vanskeligheder og Rejsebesværligheder, som holdt alle Fremmede bort. Der var nemlig udbrudt Kolera i det Venetianske og sydefter nede i Descensano og nordefter oppe om Trient. Under disse Omstændigheder blev Riva ikke synderlig livligt, Hotellerne havde tømt sig ved de første Rygter, og Italiensfarerne drog udenom”. Undskyld sproget og de store bogstaver, men det er jo en gammel bog. Ikke desto mindre er det ret let med den norditalienske kolera at se paralleller til i dag. Vi er inde i en krise, men vi har været der før i verdenshistorien. Og kommer vel nok der igen!
Når så alt er forladt med tomme gader, tomme stole i skoler og på arbejdspladser, lukkede butikker, og et stækket kulturliv, som dog pibler frem, som nu forrårets blomster af jorden, fordi de ikke kan lade være, er vi i en hel ekstraordinær situation. Jeg vil meget håbe, at vi kan lære af den rutsjetur, når nu det ikke kunne være anderledes. Det som springer i øjnene her i området, i skoven og på cykelstier, er antallet af gående og cyklende. Det er helt forrygende. Aldrig har så mange befolket vore skove og den øvrige natur. Det er som om, at noget oprindeligt er kommet tilbage, som nok altid har været der, men som vi bare glemte i den travle hverdag: Lysten til at gå i skoven og vandre på markerne og i naturen. Det er som en genopdagelse. Jeg husker markvandringer, fordi jeg kommer fra en gård i Vestjylland, hvor gæster betød indlagt markvandring efter maden. Afgrøderne skulle beses, og skoven samt markveje afsøges. Det er, som om vi igen har fået blik for de gratis værdier. Det er anerne, der er kommet i spil, og det er et plus. Det tvinger os til at se vore omgivelser og det nære på en anden måde. Ja og måske bliver vi sundere af det på længere sigt. Det kan ikke udelukkes, at det simpelthen gør os godt!
Vi har mistet noget, men måske får vi noget andet tilbage. Vi kan vælge at fokuserer på de tab, som uigendriveligt har været, men livet bliver kun åbnet og godt igen, hvis vi lader noget andet sive ind på den tomme plads, som nu med gåturene for at tage det, som nærliggende eksempel.
Dette kæmpe laboratorium, som har stået til vores rådighed i et helt år, hvad gør det ved os? Hvad sker der med os? Ensomhed, frygt, angst, glæde, mere glæde over at slippe for krav, mindre transport, mere tid, mange emner dukker op, fordi vi er blevet isoleret i små enheder og nogen helt alene.
Vi må lære af det tvungne fravær af det gamle liv. Og der er noget at lære. Der er lige frem noget opbyggeligt i det, og nu tænker jeg ikke på økonomi, men jeg tænker på den kapital, som vi altid bære rundt på. Den menneskelige kapital. Og noget af det vigtigste at nævne burde være, at vi i det forløb lærer at se først og fremmest medmennesket. Det menneske vi har i vores nærhed. Jeg læste for nylig, at vi først er noget, når vi bliver set. Ikke at blive set i vores lidelse og i glæde, er meningsløst. Vores liv bliver først rigtigt til, når vi bliver set af et andet menneske, og her betyder at blive set det modsatte af at blive glorificeret. Måske vi lander et godt sted efter epidemien, måske!
Frits Gammelgaard Terpet har været sognepræst og sygehuspræst siden år 2000 i henholdsvis Gerlev – Draaby (Jægerspris) og Frederikssund Hospital.
