Ugens klumme

Ugens klumme

Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Horrensherred i centrum.

Gå ud og gå en tur
Kom så, kom så, kom så med futterne, løft konvolutterne,
kom så! Skynd jer, skynd jer,
vær nu lidt villige,
sikk’ en familie skynd jer!
Gå ud og gå en tur!
Gå ud og gå og gå, for højt på himlen
sidder stjernerne på lur,
og nattergal og gøj er oplagt til en spøg,
så bare ud og gå i konvoj. 

Når jeg skriver denne klumme – aner jeg ikke om vi stadig lever i et delvis nedlukket Danmark, eller det er helt og aldeles lukket – eller vi kan færdes frit igen. 

Jeg håber det sidste, men er i skrivende stund noget skeptisk. 

Men indtil nu må man gå en tur, bare man holder afstand til dem man møder – og det går jo nok, især for os, der ikke er på kram med så mange ud over den nære familie 

For nogle år siden havde vi 2 store hunde. Den ene var en dejlig, livlig boxer og den anden var vores søns  kærlige, trofaste Staffordshire (i daglig tale en muskelhund). De skulle jo ud at gå tur. Så efterhånden blev jeg helt ferm til at finde ruter, hvor der var gode udsigtsforhold, da begge elskede deres mennesker – men ingen af dem kunne lide andre hunde.

Da jeg selv hader at gøre det samme dag efter dag, måtte jeg i gang med at finde steder, hvor vi kunne trave en god tur. Gummistøvlerne på – hundene ind i bagagerummet og afsted til ………… ja, hvor kan man gå ture?

Jeg læste engang et læserbrev (jeg tror det var i Politiken). En yngre familie var flyttet fra Vesterbro til Stevns for at komme ud i naturen. Men der ude, hvor kragerne vender og horisonten er imponerende – så blev de helt paffe over, at de skulle gå langs  veje, hvor bilerne susede om ørerne på dem, så de måtte hoppe ind på rabatten hele tiden. De var jo vant til at gå på fortove, i parken eller f.eks. på kæmpestore og stille Vestre Kirkegård, men nu var det jo meget anderledes og ikke til det bedre. 

Og sandt er det jo. Man må gå i vejkanten og nogen gange springe for livet – med mindre man kender de dejlige grusveje, der er alle steder her i området.

Så Liva, Silke og jeg drog afsted. 

Når det var blæsevejr kørte vi til Østskoven ved Sønderby. Der er mange muligheder for længere eller kortere ture. Men særlig stien, der går parallelt med Roskilde Fjord – den går op og ned er med smukke udsigter. Selv elsker jeg dog at kigge ind i en stor bøgeskov, sådan var min barndomsskov  – og det kan Østskoven også byde på.

Når det var sol kørte vi til Skalleværket ved Østby Havn og travede langs diget til Skovgærdets lille, traditionelle havn (nyrenoveret af Skjoldungernes Land).

Til andre tider parkerede vi på Hyllingeriisvej og gik langs sommerhusene til Torp Ladegård ad Fjordstien, eller på parkeringspladsen ved Skuldelev Grusgrav (Kildeskåret) og her kunne vi trave rundt i grusgraven, eller gå mod Torp Ladegård ad grusvejen – og her kan man jo møde Mufloner, og de kan finde på at stå og glo på en helt tæt på – og så kan man jo tænke over, om de kommer efter en og stanger, hvis man vender ryggen til (øhh det har de så aldrig gjort) eller man kan gå over vejen og  ad grusvejen mod Brandbjerggård. 

Skuldelev Strand og Havn har også gode ture. Man kan ”gå Åsen rundt” (rundt om det der er tilbage af Skuldelev Ås ved havnen og ad Strandvejen tilbage), eller ad Stormgårdsvej ud til Strandvejen. Dejlige ture – hvor man kan afslutte turen med at gå op ad trappen og ha’ et fantastisk vue ud over Skuldelev havn.

Mange Skuldelev borgere går til Kildeskåret og hjem ad Torpevej – eller ad Koholmmosen. 

Hvert år afholder SSSKilden nytårsmarch, hvor man kan vælge at gå ca 5 km (Strandvejen, Koholmmosen, Torpevej) eller ca 10 km – hvor turen går ud til Skuldelev Havn. Sidste gang gik vi med. Vi skød en god fart, syntes vi selv og stilede efter 5 km. Ikke langt fra start, blev vi overhalet af en dame med hund. Hun var på 10 km ruten…..og senere fik vi at vide, at hun var  ca 90 år …… øhhhh OK – vi blev noget paffe. Hun må jo være i god træning.

Vi har jo også Møllekrogen, hvor man kan parkere – og gå videre til Selsø Kirke ad trampestien – eller gå langs fjorden til Skrivernæbbet – det er bare så skønt.

På et tidspunkt besluttede jeg at  gå til Kulhuse. 4 etaper ville det tage – og jeg vil straks gå til bekendelse, jeg har aldrig nået 4. etape, som går fra et sted i Nordskoven til Kulhuse. Men de andre gik det fint med. 1. etape var hjemmefra til Nordvangen nord for Skuldelev. 2. etape var fra Nordvangen til Færgegården og 3. etape fra Færgegården og så ind i Nordskoven.  Det er virkelig dejlige gåture. Særlig flot er 2. etape, hvor man kommer højt op over fjorden med fuldt udkig. Det kræver jo, at man kan blive hentet, der hvor man når til, men det er anbefalelsesværdigt.

Som I kan se, er jeg jo slet ikke kendt med de muligheder for gåture, der findes vest på. Jeg gætter på, at der også der, er mange muligheder. Måske vil nogen skrive om dem, så der bliver endnu flere muligheder for os, der elsker at gå ture. 

Selvfølgelig kan man også cykle turene, og hvis man er mere til det, vil jeg da lige nævne Pontoppidan ruten. Man kan tage den hele f.eks. fra Hovedgaden i Skibby, men man kan også reducere den lidt og starte ved Møllekrogen, videre til Selsø Kirke, Østby gadekær, Østby Havn og videre langs diget til Østskoven og tilbage mod Hellesø. Det er en fin tur, som alle kan klare at cykle, og hvis man har kaffen eller madpakken med, er der rige muligheder for rast på den velholdte Østby Havn 

Måske ses vi derude? 

God tur.

Ps. Stroferne i begyndelsen er måske genkendt som Ellen Godtschalts Gå ud og gå en tur…..

 

 

I mange år var Nanny Kragh Mortensen konsulent indenfor læsning, læse-skrivevanskeligheder og
specialpædagogik.

Nu hvor hun har masser af tid bruges den på familien, læsning, maleri, slægtsforskning og Skuldelev-Selsø Multikulturforening og Kaffeklubben i Skuldelev.

Nanny bor lige midt imellem Skuldelev og Østby”

 

Andre artikler fra denne uge