KULHUSE: Kunst før Columbus viser flot tekstilkunst af Bente Theilsby i Kulhuse Kultur- og Medborgerhus i weekenden den 12. og 13. august klokken 13 til 17.
Der er fernisering om lørdagen, hvor kunstneren fortæller om værkerne. Derudover er kunstneren til stede begge dage.
Tekstilkunstner Bente Theilsby fortæller, at hun ser motiver til sine billeder overalt: I naturen, under rejser, fotografier, kunstudstillinger, digte og hvad der ellers inspirerer og fanger hendes fantasi.
– Når jeg har et billede på ”nethinden”, så går den kreative proces i gang. Jeg tegner skitser, vælger farver, materialer og jeg forsvinder ind i arbejdet.
– Ofte havner jeg et andet sted, end jeg havde forestillet mig. Det er blandt andet den proces, som gør det spændende og udfordrende at arbejde med tekstilkunst, siger Bente Theilsby.