Fra 1. maj ruller Naturekspressen igen ud i Hornsherreds smukke, kuperede natur. Både oplevelsen, antallet af chauffører og sikkerheden er øget hen over vinteren.
HORNSHERRED: Det blev en overraskende stor succes, da Skibby Aktive for Fjordlandet sidste år fik søsat deres nye initiativ: Hornsherreds Naturekspres, der er en traktortrukket persontransport. Det fortæller foreningens formand, Morten Kremmer.
– Vi kom sent fra start på grund af Corona, og alligevel lykkedes det, inden sæsonen var færdig, at køre flere ture end vi havde forventet.
– Det viste os, at Naturekspressen løste et ønske om at komme rundt i Hornsherreds natur og opleve steder, som de færreste oplever på egen hånd.
Naturekspressen løser samtidig opgaven med at forbinde flere oplevelser. For eksempel henter den gæster, der kommer sejlende fra Roskilde, og kører dem til Selsø Slot.
Chauffør og guide
At skabe forbindelse mellem oplevelser er noget, man vil udvikle meget mere, fortæller Morten Kremmer.
– Interessen for at være frivillig chauffør har også været så stor, at foreningen nu har udvidet med tre erfarne chauffører. I begyndelsen var det eneste kriterie, at chaufførerne havde traktorkørekort og tilladelse til persontransport. Efterfølgende har det vist sig, at mange af chaufførerne er så gode guider, at der er opsat speakeranlæg i førerhuset.
Nye ruter
De frivillige bag Naturekspressen har ikke ligget i vinterdvale; vinteren er blevet brugt på at forbedre en hel række ting på Naturekspressen.
Vognen er blevet lydisoleret og har fået et langt bedre højtaleranlæg. Der er med støtte fra Bakkelygård Entreprenør & Anlæg, Venslev Tømrer og Snedker, XL Byg Skibby og Simpel Førstehjælp opsat en hjertestarter, og de ti chauffører har været på hjertestarterkursus.
Nye ruter er blevet udtænkt, så gæsterne kan glæde sig til nye oplevelser. Det gælder blandt andet turen fra Skibby til Svanholm Storkollektiv gennem Saltsøskoven, hvor Naturekspressen har eneret til at færdes.
– Vi blev meget glade for nyheden om, at forsamlingsloftet fra 21. april er løftet til 50 personer ude, fortæller Morten Kremmer.
– Det betyder, at vi kan sende Naturekspressen på ture fra 1. maj.
Der bliver igen både ture, som man kan købe billetter til via www.naturekspres.dk, og ture som private booker til eget formål. Private ture bookes ved at skrive til info@skibbyaktive.dk.
Kurt Jensen, en af piloterne på Naturekspressen, med hjertestarteren.