Tur – retur

Tur – retur
Mette Griffenfeldt Merrald er 46 år og har siden 2009 været sognepræst i Kirke Hyllinge og Lyndby.

En dag i juli 2023 satte fem mennesker sig ind i en bil og kørte mod Københavns lufthavn. Stemningen i bilen var en lille smule trykket og der lå en stemning af afsked og usikkerhed over hele turen. Fremme ved lufthavnen blev en 16-årig piges kuffert tjekket ind, og så stod fire mennesker tilbage og så den 16-årige pige køre alene op med rulletrappen og forsvinde ind gennem security. Ti måneders ophold i en mindre amerikansk by i det østlige Californien ventede.

Så fulgte ti måneder med opdateringer på Whatsapp om en amerikansk familie med 7 sammenbragte børn i alle aldre, om cheerleading og high school, om nye venner – både amerikanske og to andre udvekslingsstudenter, om lærere og nye fag, om kærlighed og venskab, om en kultur, der blev udforsket og taget til sig.

En dag i maj 2024 satte fire mennesker sig ind i en bil og kørte mod Københavns lufthavn. Stemningen i bilen var en ganske anden end året før. Nu lå der en stemning af forventning og nysgerrighed og glæde over at skulle hente den 16-årige hjem til Danmark igen og møde lidt af den kultur og de mennesker, som var blevet en del af hendes liv i de sidste 10 måneder. Den 16- årige pige er min datter, og i fredags kom vi tilbage til Danmark, og jeg sidder her tidligt søndag morgen med jetlag og skriver denne klumme.

Lige nu kan verden føles ganske usikker og farlig. Det er ikke længe siden, at en pandemi lukkede det meste af verden ned. Der er klimaforandringer, der gør det at rejse ud i verden mere usikkert, for det ekstreme vejr kan få store konsekvenser. Der er krige, der skaber skarpe fronter mellem dem og os, og som derudover skaber en frygt for, hvor langt begge parter er i stand til at gå. Der er en retorik, der handler om oprustning og om prepping.

Midt i alle disse udfordringer er der så en familie i en mindre by helt ovre på den anden side af jorden, der åbner deres døre og lader en fremmed ung pige fra Danmark blive en del af deres liv i ti måneder. Der er et samfund og en skole, hvor hun bliver mødt med nysgerrighed og åbne arme og får lov til at blive en del af alle de traditioner, som det amerikanske high school liv har at byde på. Der er lærere på hendes skole, som vælger at tage imod hende og bruge lidt ekstra tid for at få hende med i undervisningen, men som samtidig ser det som en mulighed for at lære mere om det danske samfund og den danske kultur.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er en fantastisk modsætning til alt det, som vi hører om i nyheder og læser om i aviser. Det står i kontrast til en verden, der er farlig og en fremtid, som kan virke næsten håbløs. Det ændrer ikke på, at verden ser ud, som den gør, og at der er store og vigtige ting at bekymre sig om og tage alvorligt, men midt i det eller nærmest i kontrast til det eller på trods af det, er der også en anden historie at fortælle. En historie om åbenhed, om nysgerrighed, om venskab på tværs af kulturer og om, at verden også er et sted, hvor man som ungt menneske kan rejse ud alene og blive mødt og taget imod af et andet land, et andet folk og en anden kultur.

Den historie skal også fortælles!

Andre artikler fra denne uge

Daimi Under Åben Himmel


Oplev Daimi og hendes seks mands Louisiana jazzband til den grønne kirkefestival Under Åben Himmel. SÆBY/GERSHØJ: Festivalen Under Åben Himmel

Læs mere »