Journalist Conny Probst vil fremover fortsat lade fingrene danse over tastaturet, når hun skriver til Lejre Magasinet, men hun overlader nu titlen som redaktør på Hornsherred Lokalavis til Tomas Skov.
Conny Probst arbejdede oprindeligt som journalist og redaktør på Lokalavisernes Nyhedsbureau i Køben-
havn og fik siden syv år som journalist på Midtsjællands Folkeblad i Tølløse. Herefter blev det til 19 år som journalist på Holbæk Amts Venstreblad, der siden skiftede navn til Nordvestnyt, inden Conny Probst kom til Hornsherred Lokalavis i august 2017.
Knap syv år er gået siden, og nu er tiden altså moden til at overlade redaktørtitlen til arvtageren Tomas Skov. Den nye redaktør er søn af Stenbroen i København men har haft sin vante gang i Roskilde og Lejre siden april 2015, eftersom han først var redaktør på den hedengangne Paper-
boy og siden journalist fra september 2018 på Roskilde Avis og Lejre Lokalavis frem til december 2023.
Siden har Tomas ernæret sig som selvstændig journalist, forfatter og tekstforfatter, men nu er han altså løbet ind i noget, der minder om fast deltidsarbejde for sin gamle ven og arbejdsgiver, Patrick Holbek. Det er således i både uopdaget og velkendt landskab, at den nye redaktør nu skal skrive sine historier til Hornsherred Lokalavis. Som journalist for Sjællandske Medier har Tomas Skov over årene lavet nøgenreportage fra Solbakken Naturistcamping i Kyndeløse, skrevet om sommerens vejboder i Ejby og gået på opdagelse i erfaringerne med at oplære en soldaterveteran til butikschef i den tidligere Fakta i Kirke Hyllinge. Derimod er Hornsherred nord for Lejres kommunegrænse relativt nyt land for den nye redaktør.
Intet over Hornsherred
Landsdelens dragende skønhed er dog ikke aldeles ukendt for Tomas, der har besøgt Hornsherred på utallige ture både i sin gamle autocamper og på de rastløse vandreben. Han har således fundet ly for natten i både Hammer Bakke, Gershøj og Skuldelev – og han har indtaget et uforglemmeligt måltid af vildsvin og råvildt på terrassen mellem Trætophytterne i Ryegaard.
– Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om en landsdel, jeg hellere ville skrive historier fra, end det smukke Hornsherred, siger den nye redaktør.
Kort og langt
Tomas Skov har tusindvis af artikler på samvittigheden hos Paperboy, Roskilde Avis, Roskilde Dagblad og Lejre Lokalavis, men han har også skrevet artikler til Erhvervsavisen samt diverse dag- og fagblade. Derudover har hans interesse for at skrive de senere år udmøntet sig i et par bøger om familievirksomheder i Roskilde, nemlig Klemmefabrikanten fra 2022 og Tøj til Tiden fra 2023. Endelig skriver Tomas fortsat på freelancebasis for blandt andre Sjællandske Medier, Dagens Byggeri og Boligselskabet AAB.
Skriv til redaktøren
Privat er Tomas delefar til tre døtre, hvoraf en enkelt stadig er hjemmeboende i lejligheden på Nørrebro i København. Han er i forhold med Louise, der er bosat i Brønshøj, og de deler interessen for vandreture og andre eventyr i ind- og udland. Tomas er netop landet efter en påskeferie på vandrestierne i Mols Bjerge, og han ser nu frem til nye opdagelser blandt erhvervsdrivende, foreningsliv, ildsjæle og den smukke natur på halvøen mellem Roskilde Fjord og Isefjord.
– Vi er hele Hornsherreds lokale avis, og jeg er derfor altid åben for nye historier fra området. Så skriv endelig til mig på tomas@hornsherredlokalavis.dk, opfordrer den nye redaktør.
Blå bog
Kandidat i historie
og internationale
udviklingsstudier fra RUC
Diplomjournalist fra DMJX
Redaktør på Paperboy
Journalist på Roskilde Avis og Lejre Lokalavis
Freelance forfatter
og journalist
Redaktør på
Hornsherred Lokalavis
Far til tre døtre og
bosiddende på Nørrebro