HORNSHERRED: I sidste uge måtte politiet rykke ud til to trafikuheld, hvor føreren af bilen havde spiritus i blodet.
Endte på mark, Jægerspris: En 20-årig mand fra Skibby blev lidt efter klokken 22 tirsdag aften anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Manden havde umiddelbart inden mistet herredømmet over den bil, som han kørte i ad Lyngerupvej, hvorved han og bilen endte på en mark.
Den 20-årige blev taget med på hospitalet, hvor han dels blev tilset efter uheldet, dels fik taget en blodprøve, som skal påvise hans nøjagtige promille til brug for den videre behandling af sagen. Der er ingen melding om alvorlig personskade i forbindelse med uheldet.
Spritbilist i bil der lå på taget: Kirke-Hyllinge
Kl. 13.19 fik politiet en anmeldelse fra en 52-årig mand fra København om en forulykket bil.
Den 52-årige mand forklarede, at han ikke havde set selve uheldet, men at han havde opdaget en bil, som lå på taget.
Anmelderen havde åbnet døren til bilen og reddet en kvinde ud. Da politiet, ambulance og akutbil kom frem til stedet, viste det sig, at kvinden i den forulykkede bil – en 56-årig kvinde fra Roskilde – havde smerter i ryggen, og hun blev taget med til tjek på sygehuset.
Patruljen mistænkte, at kvinden var påvirket af alkohol, og hun var kortvarigt anholdt, mens hun fik udtaget en blodprøve.