Af journalist Tomas Skov
SKIBBY: Jens Erlandsen har drevet rejsebureauet Fjordrejser siden 2009, men nu har den tidligere ejendomsmægler også meldt sig ind i kampen om at udleje Hornsherreds sommerhuse.
Det sker gennem HJ Feriehusudlejning, som har fået navn efter initialerne for ham selv og hans kollega, Heidi – og med mere end 6.000 sommerhuse i området burde der være et vist potentiale.
Udover Hornsherred tager Jens Erlandsen også sommerhuse ind fra Nordkysten. Et generelt kriterie er dog, at sommerhusene skal holde et vist niveau.
– Vi er lidt kræsne. Husene skal have en vis standard, og vi forlanger obligatorisk rengøring. Det skal være i orden, for ellers får vi reklamationer, siger den erfarne branchemand, der tidligere har udlejet sommerhuse på Nordkysten gennem en årrække.
Et frit samarbejde
En aftale starter med et møde med ejeren i sommerhuset, hvor HJ Feriehusudlejning går huset igennem.
– Hvis der er noget, der skal laves, så får vi det på det rene. Vi har nøgleboks her bagved kontoret i Skibby Bymidte, men hvis udlejer vil have sin egen nøgleboks, så får han det, siger Jens Erlandsen.
Sommerhusene bliver markedsført bredt i Europa gennem samarbejdspartneren Feline. Det er desuden vigtigt for HJ Feriehusudlejning, at ejerne føler sig trygge i samarbejdet, som bureauet i øvrigt blot tager 30 procent for pr. udlejning.
– Mange har oplevet at være bundet af kontrakter, men det er min holdning, at samarbejdet ophører, når udlejer ønsker det. Så længe man overholder de bookninger, der er i kalenderen, fortsætter Jens Erlandsen.
Løser problemerne
En del af servicen er også, at han rykker ud, når der opstår uventede problemer under udlejningen af sommerhuset.
– Vi har været ude kl. 23 om aftenen og hjælpe folk Vi havde engang et polsk ægtepar, som måtte sove i deres bil, fordi nøglen ikke passede. Det går jo ikke. Så kører vi ud får løst problemet, understreger han.
Fjordrejser og HJ Feriehusudlejning holder til i Bymidten 18 i Skibby, og Jens og Heidi byder altid inden for til en kop kaffe og en snak.
– Vi vil gerne have folk ind og se dem i øjnene. Vi skal ikke være store – jeg kan bedre lide, at det er stille og roligt, og folk kommer ind og siger godaw, siger Jens Erlandsen, der ofte sender sine stamkunder en kærlig hilsen på mærkedage.
– Vi gør vores bedste for at sende blomster til vores kunder på runde fødselsdage og ved dødsfald. Vi vil gerne være nærværende og empatiske, smiler Jens Erlandsen.