Tilskud til markedsføring af Grøn Pinse i Hornsherred

Tilskud til markedsføring af Grøn Pinse i Hornsherred

FJORDLANDET: Foreningen Skibby Aktiv for Fjordlandet har ansøgt kulturpuljen om et tilskud på 43.500 kroner til markedsføring af Grøn Pinse fra fredag den 3. til mandag den 6. juni.

Arrangementet henvender sig til turister, sommerhusgæster, familier og alle kommunens beboere. Arrangementets formål er at vise Hornsherred frem.

Grøn Pinse omfatter omkring 50 besøgssteder med et omfattende program, hvor alle værter er frivillige og arbejder gratis. Foreningen forventer et besøgstal på cirka 2.000 til 3.000 deltagere.

Gæsterne kan besøge de mange attraktioner, der vil være guider, der fortæller om naturstederne, man kan besøge gallerier og virksomheder, der viser deres grønne profil frem, og man kan tage på museum og deltage i vandreture og overnatninger.

I løbet af pinsen står der guider klar på naturstederne og fortæller om stedet, dyre- og planteliv, historie etc. Søndag til mandag er der vandretur fra Jægerspris til Østby – med overnatning hos spejderne i Skibby.

Arrangementet er koordineret med Rejsestaldens Blå Nat og med Hornsrock.

Grøn Pinse er en sammensmeltning af to tidligere arrangementer, Grøn Weekend og Åbent Hus i Fjordlandet, og foreningens ambition er, at det bliver en tilbagevendende begivenhed, der samler Hornsherred.

Et flertal i udvalget for Job, Erhverv og Kultur har godkendt ansøgningen.

Uden for puljens formål

Kulturrådet i Frederikssund (KUF) har været høringspart på ansøgningen.

KUF støttede ikke ansøgningen med den begrundelse, ”at den ikke i sig selv skaber aktivitet eller kultur, men at pengene alene skal anvendes til købt markedsføring; noget vi mener er uden for puljens formål”.

– ”Men det skyldes til dels også, at midler fra puljen ikke kan tildeles støtteforeninger eller andre end den afviklende/gennemførende arrangør selv, og Skibby Aktive gennemfører ikke selv aktiviteten, men markedsfører ”blot” andres aktiviteter”.

Andre artikler fra denne uge