Af journalist Tomas Skov
KIRKE HYLLINGE: Siden 5. maj har Sanne Mogenstrup dedikeret al sin ledige tid til klienter i den nye klinik Beauty by S i et tilstødende lokale til hjemmeadressen på Kirkevej 6 Kirke Hyllinge.
Her tilbyder den uddannede kosmetolog ansigtsbehandlinger, voksbehandlinger, farvning af bryn, lashlift og velværemassage af ryg og ansigt.
Sanne Mogenstrup arbejder i Matas i Skibby, men har tidligere arbejdet inden for sit fag på klinikker. Nu holder hun åbent i Beauty by S om aftenen, i weekender og på sine fridage, hvor man altid kan booke tider.
Det blev udløsende for beslutningen, at Stina Mathiesen og Beauty 4 All forlod Skibby, hvorefter flere spurgte Sanne Mogenstrup, om hun ville overtage lokalerne.
– Jeg savnede at behandle, og vi nåede frem til herhjemme, at jeg bare kunne arbejde her. Det var tid til at handle på min drøm om at vende tilbage til faget, siger kosmetologen.