SKIBBY: Ezra Miller er tilbage i rollen som Barry Allen, når Skibby Kino viser ”The Flash” den 3. til 6. juli klokken 19.30. Samtidig vender Michael Keaton tilbage som Bruce Wayne/Batman, som han sidst spillede i 1992.
Det er den første selvstændige film om den lynhurtige superhelt: Flash (der hed ”Lynet” i de danske tegneserier i 1960’erne).
Universer kolliderer, når Barry Allen som Flash bruger sine superkræfter til at rejse tilbage i tiden for at ændre en skelsættende begivenhed i sit barndomshjem, og hans forsøg på at redde familiens skæbne får store konsekvenser.
Han fanges i en ny virkelighed, hvor flere bekendte personer, både helte og skurke, vender tilbage.
”The Flash” er tilladt for børn over 11 år.