FREDERIKSSUND: Onsdag den 10. april fra klokken 19 til 21 holder Børn og Skole i Frederikssund Kommune en åben temaaften om ordblindhed.
Aftenen er målrettet forældre til ordblinde elever og folkeskolens ældste ordblinde elever – men alle er velkomne.
Programmet for temaaftenen byder på oplæg om ordblindhed og ordblindes muligheder.
Et panel vil debattere ordblindes vilkår og sætte spot på det, der virker i praksis. I løbet af aftenen kan man møde mange af de tilbud, som understøtter ordblinde elever og deres forældre i hverdagen.
Man kan få en snak med: NOTA, VUC, UU Vest, Ordblindeforeningen, repræsentanter for folkeskolerne og Frederikssund Bibliotek.
Der vil også blive mulighed for at afprøve de it-hjælpemidler, der stilles til rådighed for ordblinde elever på skolerne i Frederikssund.
Temaaftenen foregår på Elværket i Frederikssund, og det er gratis at deltage.