Telemastplaceringen bliver ikke flyttet

Telemastplaceringen bliver ikke flyttet

SKULDELEV: Lokalplan 155 har været i fire ugers offentlig høring. I den periode er der modtaget 18 høringssvar fra Kystdirektoratet, Danmarks Naturfredningsforening (Frederikssund), Naturværnsforeningen for Skuldelev By, Skuldelev Bylaug, Svineholmens Digelaug samt 13 sommerhusejere.

Lokalplan 155 og kommuneplanstillæg 010 har til formål at muliggøre opførsel af en telemast på 48 meter med tilhørende teknikskabe samt at stille krav om beplantning ved Strandengen, Skuldelev Strand.

Høringssvar

Bemærkningerne/høringssvarene til lokalplanen er i hovedtræk at:

Telemasten er placeret for tæt på sommerhusene. Der udtrykkes et bredt ønske om, at telemasten flyttes cirka 100 meter mod vest til det nordvestlige hjørne.

Kystdirektoratet har stillet krav til sikring af telemasten mod havvandstigning, stormflod samt skybrud.

Danmarks Naturfredningsforenings, afd. Frederikssund har gjort indsigelse mod placering af telemasten inden for det i kommuneplanen udpegede bevaringsværdige landskab ”M5 – Skuldelev Ås”. Telemasten placeres ikke i landskab M5, men i det bevaringsværdige landskab: ”M6 – Kystforlandet mellem Skuldelev Ås og Kignæs”.

Modsvar

Administrationen vurderer fortsat, at den planlagte placering er den bedst egnede.

Telemasten placeres så tæt på det bebyggede område som muligt og i udkanten af det bevaringsværdige landskab M6.

Hvis telemasten placeres 100 meter mod vest, vil den i endnu højere grad påvirke det bevaringsværdige landskab M6. Samtidig vil afstanden fra eksisterende bebyggelse øges fra cirka 40 til 70 meter

På den planlagte placering vil telemastens nederste del delvist skjules af eksisterende høje træbælter. Der vil desuden i lokalplanen blive stillet krav til etablering af beplantning, som har til formål at skjule den nederste del af telemasten.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der ikke nogen sundhedsrisiko forbundet med den ansøgte telemasts signalstyrke. Masteoperatøren vurderer, at der ikke kommer støjgener fra teknikskabene.

Der er indskrevet bestemmelser i lokalplanen, som sikrer telemasten og teknikskabe mod ødelæggelse fra oversvømmelse i en højde af tre meter fra havniveau.

For at sikre teknikskabe mod oversvømmelse placeres de på en hævet platform på telemasten to meter fra terræn. Der etableres en række træer øst og syd for telemasten, som har til formål at skjule platformen.

Det har ikke været muligt at finde en placering uden for det bevaringsværdige landskab, hvor det har været muligt at opfylde Energistyrelsens dækningskrav.

På mødet fastholdt Plan og teknik den udpegede placering ved pumpestationen og afslog forslaget om at flytte placeringen 100 meter mod vest.

Skuldelev

Andre artikler fra denne uge