VEJLEBY: Administrationen har modtaget en ansøgning om opstilling af en telemast på 42 meter på Lergårdsvej 5, og det har udvalget for Plan og teknik givet landzonetilladelse til.
Udvalget ønsker, at masten bliver malet, hvis det er muligt.
Masten opstilles for at forbedre mobildækningen i området.
Gittermasten skal placeres i landzonen og kræver derfor en landzonetilladelse.
Lergårdsvej 5 ligger tæt på Hammer Bakke fredningen. Der er tidligere søgt om at opføre masten på Venslev Huse 9, som ligger inden for fredningen af Hammer Bakke. Fredningsnævnet har givet afslag på den placering.
Der er undersøgt yderligere to placeringer. Disse placeringer er afvist af administrationen, da de ligger uden tilknytning til eksisterende byggeri.
Det er ikke muligt at placere masten i Vejleby, da denne er omfattet af en lokalplan, hvis formål er at bevare landsbyens karakter. Der findes ikke høje konstruktioner i området, som masten kan placeres sammen med.
Masten har været sendt i naboorientering. Sammenlagt er naboorienteringen sendt til 47 naboer fordelt på 35 adresser, herunder et par virksomheder.
Administrationen har fået høringssvar fra to adresser, hvoraf den ene af disse frafaldt sin indsigelse, efter at vedkommende havde set visualiseringerne.