Tag det helt roligt

Tag det helt roligt

Af journalist Tomas Skov

En alpaka tager den tid, den skal have.

På tre hektar land på Strandvejen 8 ved Skuldelev går 19 besynderlige skabninger rundt i yderst adstadigt tempo. Deres pels er klippet, men de fleste har stadig en del bevoksning i hovedet, som bidrager til deres særlige udtryk. Navnet på en sådan skabning er alpaka. Den er en slægtning til den sydamerikanske vikunja, der er i familie med kamelen. Den mere kendte lama, der også stammer fra Andesbjergene i Sydamerika, er at betragte som fætter eller kusine til alpakaen.

Mageligt anlagt

Der er altså med andre ord tale om en invasiv art på landstedet på Strandvejen 8 – men en ret nuttet én af slagsen. I modsætning til lamaen, der kan bruges som pakdyr, er alpakaen væsentligt mere mageligt anlagt. Alpakaen kan ikke bære noget, men dens væsentligste berettigelse for mennesket er ulden i den pels, der vedvarende vokser ud på den 50-100 kilo tunge krop, som udelukkende næres af græs. Man kan nærmest læse i ansigtet på alpakaen, at den er temmelig ligeglad med, hvad du måtte have af planer for dens dag.

Startede som vogter

Ægteparret Søs Weische og René Stendal fik deres første alpakaer i 2017, og selv om de i dag driver virksomheden Alpacawalk ApS, blev parrets første alpakaer anskaffet med en helt anden funktion for øje.

– Dengang avlede jeg mange høns. Men hver gang jeg havde et godt hønsehold, kom ræven og tog dem. Så fandt jeg ud af, at alpakaer ikke kan lide ræve, så vi fik tre som vogtere. Det skulle bare være en vagthund, men nu har vi 19. Vi har avlet fire selv, og resten har vi købt til, fortæller Søs.

Pludselig opmærksomhed

En ven og alpakaejer i England var begyndt at tilbyde gåture med dyrene, og det fik Søs på lignende tanker. Hendes far væltede rundt på gulvet af grin over idéen og mente, at de godt kunne glemme det. Men Søs og René gik stille og roligt i gang, og så tog idéen fart under corona. Først havde de blot en Facebookgruppe, hvor man kunne henvende sig. Så ringede de fra Frederiksborg Amtsavis, hvilket gav yderligere opmærksomhed, da de blev omtalt i avisen.

– Så kom min mand ud i haven en dag og sagde, at TV2 havde ringet, om vi ville møde op i Tivoli om mandagen med et par alpakaer. Så vi var i Go’Morgen Danmark en gang i 2019, og da vi så tændte for mobilerne på vej hjem, fik vi over 1000 henvendelser det første døgn fra folk, der ville gå med alpakaer. Så mente René, at det var tid til at få et bookingsystem – og siden stoppede det bare aldrig, fortsætter Søs.

Ned i tempo

Oplevelsen, som folk altså stadig henvender sig for, er i al sin enkelhed at gå en tur med en alpaka ved sin side. Det er en rolig runde med dyrene, hvor de vel at mærke sætter tempoet – og det er ikke højt.

– Det er en hyggelig og afstressende gåtur, hvor deltagerne går med hver sin alpaka i snor gennem vores naturskønne område langs Skuldelev Ås. En alpaka har aldrig travlt, og du forbrænder omkring en halv tomat på en tur. Du kan ikke hive den afsted, så du er nødt til at falde ned i tempo. Vi går i 50 minutter, og det er næppe længere end en kilometer, fortæller Søs.

Strik af ulden

I begyndelsen anede hun ikke, hvad hun skulle stille op med ulden, når alpakaerne blev trimmet, men nogle strikkedamer gjorde hende opmærksom på, at det nok var en god idé at lave garn af det værdifulde materiale, der i modsætning til fåreuld ikke indeholder lanolin. I dag sender hun ulden fra de forskellige alpakaer til et spinderi i Polen, hvor de kun tager alpakauld.

– Du kan så følge den enkelte alpaka og strikke en sweater af ulden fra netop den, fortæller hun.

 

 

 

 

Andre artikler fra denne uge