Af Inge Messerschmidt,
gruppeformand for Dansk Folkeparti
Udtalelser i Byrådssalen, da Dansk Folkeparti igen havde sat Grundlovsceremonien ved modtagelse af dansk statsborgerskab på dagsordnen.
For Dansk Folkeparti handler det om Værdipolitik. At passe på vores danske værdier.
Med stemmer fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti blev rammerne for afholdelse af fremtidige grundlovsceremonier i Frederikssund Kommune vedtaget. At vi følger Bekendtgørelsen der er udarbejdet af Udlændinge- og Integrationsministeriet, og at det er Borgmesteren, der tager imod nye statsborgere.
En beslutning der har været længe undervejs.
Maj: I Økonomiudvalget stemte vi om at følge bekendtgørelsen. Denne indstilling faldt, hvorefter Dansk Folkeparti begærede sagen i byrådet.
På byrådsmødet blev sagen ved flertalsafstemning taget af dagsorden uden behandling og sendt tilbage til Økonomiudvalget.
Juni: Et flertal besluttede på Økonomiudvalgsmødet at afholde ceremonien administrativt
Dansk Folkeparti benyttede sig af initiativretten og fik igen sagen på byrådets dagsorden.
Men hvad handler det så om?
Der er udstedt en bekendtgørelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet december 2018, der angiver en meget klar ramme omkring afholdelse af grundlovsceremonien i kommunerne.
Lige fra annoncering, modtagelse af liste over ansøgere fra ministeriet, om ansøgerne opfylder ”vandelskravet”, hvordan ceremonien foregår fra underskrift af blanket til afgivelse af håndtryk, der ”markerer det store øjeblik hvor vedkommende bliver dansk statsborger”
At blive dansk statsborger er en stor begivenhed, der skal markeres med respekt. Både i forhold til den vedtagne lovgivning, i forhold til Danmark, men også til den enkelte nye danske statsborger.
Er ceremonien og Bekendtgørelsen i strid med Grundlovens §70?
§ 70
”Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt”
Denne paragraf i Grundloven handler om forskelsbehandling. Bekendtgørelsen handler ikke om forskelsbehandling, for kravet gælder for alle. Så det er misvisende at henvise til §70.
Hvad medfører det at modtage statsborgerskab, at blive dansk?
Man får dansk pas.
Man får adgang til sociale ydelser
Man får stemmeret og adgang til selv at stille op som kandidat til folketinget
Man får indflydelse på samfundet.
En masse gode danske rettigheder.
Denne lov blev i Folketinget vedtaget af den tidligere Regering støttet af Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Politikere der er valgt af befolkningen; der har opbakning fra befolkningen.
Derfor er det naturligt, at det ligeledes er folkevalgte – og dermed Borgmesteren der står i spidsen af Byrådet – der tager imod nye statsborgere i kommunen og forestår ceremonien ifølge Bekendtgørelsen.