Af Conny Probst
JÆGERSPRIS: På dagsordenen til det næste møde i Fritids- og kulturudvalget skal udvalgsmedlemmerne blandt andet tage stilling til en mulig aftale mellem Kulturhuset Rejsestalden og Super Brugsen i Jægerspris.
SuperBrugsen vil gerne støtte Rejsestalden økonomisk med det formål at styrke det lokale kulturliv.
Rejsestalden og Super Brugsen har en fælles interesse i at gøre området mere attraktivt for borgere såvel som gæster, der særligt strømmer til i ferietid – navligt de varme ferier. En interesse som blandt andre også Jægerspris Netværk deler.
Aftalen laves for et år af gangen, og ønsket er, at aftalen allerede kan træde i kraft 1. februar 2021.
Aftalen består af et øremærket beløb på 100.000 kroner, der skal opnormere bemandingen i Rejsestalden. Ifølge aftalen kan der ikke forventes konkrete modydelser, heller ikke i markedsføringsøjemed.
De ekstra personaleressourcer skal sikre en større opmærksomhed omkring Rejsestaldens kulturelle aktiviteter i lokalområdet.
Blandt andet i form af samarbejder, større festivalorienterede tiltag mm.
Det er en udvikling, der kræver medarbejderressourcer, som Rejsestalden ikke kan løfte med den nuværende økonomi.