Af Conny Probst
SKIBBY: Pinselørdag nåede køen foran XL Byg Bjergmark på Hovedgaden 1A helt ud på vejen, inden klokken blev ni, og dørene blev åbnet.
Den forreste i køen havde stået der siden klokken 05:30, fortalte han. Men det var nu fordi, at hans kammerat havde sagt, at butikken åbnede klokken otte.
Folk strømmede ind, og de fleste var meget målbevidste; de skulle have fat i nogle af slagtilbudene – og forsøge at finde nogle af værdikuponer, der var gemt rundt omkring i butikken. I alt for over 15.000 kroner.
– Jeg fandt en kupon på 500 kroner, da jeg løftede låget til en Webergrill, fortalte en mand begejstret.
Der var blandt andet rift om robotplæneklipperne, de store parasoller, havebordene til 500 kroner, wok-indsatse til grillen og en række håndværktøj, der var sat ned til 50 kroner.
Når købene var i hus, blev der tid til at stille sig op i køen for at få kaffe og et gratis rundstykke.
– Vi har været i gang med at smøre rundstykker hele morgenen – 300 i alt. De sidste nåede vi, lige inden dørene åbnede, fortalte en smilende indkøber i trælasten, Dorthe Scott, der havde fået morgentjansen.
Dagen igennem var der arrangeret underholdning blandt andet skattejagt og trylleshow, og klokken 11:00 blev grillen tændt.
– Ikke alle værdikuponer blev fundet, fortæller daglig leder af Bo Grønt, Janne Mortensen, der også havde en travl dag. For alle sommerblomsterne var sat ned til 10 kroner.
– Alt blev udsolgt; jeg måtte endda lave fem bure mere med blomster. Vi solgte 6.000 blomster i løbet af dagen.
Hun anslår, at der har været omkring 40 mennesker på arbejde, inklusiv ungarbejdere.
– Vi takker vores kunder for endnu en succesrig og dejlig pinselørdag, siger hun.
Foto: Conny Probst