Skibby Kino viser film hele denne sommer som en følge af nedlukningen i foråret, der har udhulet indtægterne. Biografens frivillige lokker med gode film og kølighed i salen.
SKIBBY: – Som helhed er vi kommet fint gennem nedlukning og nu genåbning af Skibby Kino, fortæller formand Hanne Jørgensen.
– Men selvfølgelig har det tæret på kassebeholdningen, at vi i så mange måneder ikke har kunnet sælge billetter og popcorn. Heldigvis er vores støttemedlemmer og sponsorer trofaste.
I år har bestyrelsen og de frivillige besluttet at holde åbent hele sommeren for at få ekstra indtægter, hvor der tidligere år har været lukket tre til fire uger i juli.
Der er både danske og udenlandske film på sommer-programmet: ”En smag af sult” med Katrine Greis-Rosenthal og Nikolaj Coster-Waldau begynder den 24. juni, og i resten af juli er det ”The Father” med bl.a. Anthony Hopkins,
”Et sidste strejf af kærlighed” og ”Den gode spion”, der er en Biografklub Danmark-film.
– Derudover har vi børneforestillinger hver weekend, nemlig ”100 % ulv” og ”Uuups! Dyr over bord…”, fortæller Hanne Jørgensen.
– Nogle mener, man ikke går i biografen om sommeren. Men vi har allerede haft dage, hvor køligheden i biografsalen har været meget velkommen. For nu bare at nævne én grund til at gå i biffen.