Læserbrev
Af Inge Messerschmidt
gruppeformand og spidskandidat Dansk Folkeparti (O)
Gennem de seneste år er der kommet mere fokus på dyrevelfærd i fødevareproduktionen. Mange kommuner landet over har taget initiativ til at forbedre forholdene for slagtekyllinger. Der kan bl.a. nævnes Roskilde, Aarhus og Hørsholm. Andre kommuner som Allerød er i gang med at behandle forslaget.
Turbokyllinger, også kendt som Ross 308, bliver avlet til at vokse fra 50 g, når ægget klækkes, til over 2 kilo på ca 33 dage. Lidt over en måned, hvilket medfører store gener for kyllingerne som bl.a organsvigt og gangbesvær. Samtidig går der ca 20 kyllinger pr m2, hvilket medfører, at det nærmest er umuligt for kyllingerne at leve naturligt.
Dansk Folkeparti mener, at det er på tide, at Frederikssund Kommune også stopper for indkøb af turbokyllinger.
Derfor denne opfordring til formandskabet i “Klima, natur og energi”. Opfordring til hurtigst muligt at forholde sig til, at Frederikssund Kommune fremover ikke skal indkøbe turbokyllinger. Det gælder i kantinen, i kommunens forskellige institutioner, men også den mad kommunen får fra “Mad til hver dag” mv til kommunens borgere.
Ved at stoppe for indkøb af turbokyllinger kan Frederikssund Kommune tage et vigtigt skridt mod bedre dyrevelfærd og samtidig sende et signal om, at vi ikke accepterer unødvendig lidelse for dyrene.