KIRKE HYLLINGE: – Ja, noget skulle jeg jo kalde den, siger slagtermester Anders Karlsen om en af sine mange hjemmelavede færdigretter.
Den har fået meget godt fat, fortæller han om ”Slagterens knap”, en af de mange færdigretter, som kunderne kan vælge imellem.
Knappen er en stor paneret kotelet, ”omringet” af kartoffelmos og med champignonsovs ovenpå.
– Lige pt. er vores mørbradgryde og boller i karry meget populære. Når efteråret for alvor sætter ind, så plejer vi at sælge en del vildtgryder, siger Anders Karlsen.
Slagterbutikken har ligget i Kirke Hyllinge lige siden 1938. I 1976 overtog hans forældre butikken og byggede til, og siden 2008 har Anders Karlsen ejet butikken.
– Vi laver selv en masse af vores produkter, og mange af tingene bygger på gamle traditioner, eksempelvis hjemmelavet pålæg og diverse røgvarer.
– Vores spegepølser bliver lavet efter en opskrift, som mine forældre fik af den forrige ejer. Jeg har tilført forskellige smage – chili, whisky, hvidløg osv. – så vi i dag har mange forskellige spegepølser.
– Fælles for alt i butikken er, at vi lægger vægt på gode råvarer og hjemmelavede produkter, hvor alt er lavet fra bunden, siger slagtermesteren.