Skuldelev Brugs går i udbygningstanker

Skuldelev Brugs går i udbygningstanker

I starten af året var der indkaldt til borgermøde om Skuldelev Brugs. Omsætningen var for nedadgående, og blev udviklingen ikke vendt, var der risiko for en lukning. Nu ser det lysere ud.

Af Conny Probst

 

SKULDELEV: Den 22 februar havde Hornsherred Brugsforening indkaldt til møde i hallen i Skuldelev. Årsagen var den faldende omsætning i byens sidste butik, og udmeldingen til den omkring 100 fremmødte var klar: Bliver der ikke bakket op om Dagli’Brugsen, så risikerer den at lukke.
Det budskab har byens borgere taget til sig. Derfor har man nu taget de første skridt henimod en ombygning af dagligvarebutikken på Østergade.
På mødet fortalte Hornsherred Brugsforening, at man var parat til at afsætte tre til fire millioner kroner til en udbygning, såfremt omsætningen steg med syv procent i løbet af 2017.
Helt så meget er den ikke steget, men det ser lovende ud, fortæller uddeler Denise Jensen.
– Borgerne har virkelig bakket op omkring butikken. De er begyndt at bruge os meget mere. Det går den rigtige vej.
– Pt. er vi på indeks 103. VI er ikke helt der, hvor målet er. Men i de sidste mange måneder er det gået væsentligt bedre.

 

Større butik
Hvis kunderne bliver ved med at bakke op, så kan de se frem til en større butik.
– Vi er allerede i fuld gang med tegningerne, og vi har hyret en entreprenør, der indhenter priser på en udbygning.
Planen er, at butikken, der pt. er på 260 kvadratmeter, skal udbygges med 40 kvadratmeter.
– De 300 kvadratmeter butikslokale får vi ved at inddrage noget af lageret. Sådan som det fungerer nu, så har vi lager i fire forskellige niveauer. Kommer det ned i et plan, så er der behov for mindre lagerplads. Det betyder mere plads i selve butikken, siger Denise Jensen.
– Den endelige beslutning er ikke taget endnu. Vi skal lige se, hvordan omsætningen udvikler sig de næste par måneder, fortæller brugsuddeleren.

Foto: Steen Westh

Andre artikler fra denne uge