Skoler og dagtilbud er åbne

Skoler og dagtilbud er åbne

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Der er gået et stort arbejde forud for onsdagens åbning af institutionerne i Frederikssund Kommune, hvor dagpleje, børnehuse og skoler igen tog imod børn.

På Jægerspris Skole var der gjort noget særligt ud af dagen; Musikskolen var kommet på besøg for at give eleverne en musikalsk velkomst. Også borgmester John Schmidt Andersen samt skoledirektøren og skolechefen var til stede.

Anderledes skoledag
– Det har været et kæmpe logistisk puslespil at dele alle børnene ud på forskellige hold, fortæller skoleleder på Jægerspris Skole, Nina Gregers Faxe, med henvisning til, at børnene nu skal være i mindre grupper og være i samme gruppe hele dagen. Af samme grund bruger man alle skolens klasselokaler samt Klub Højen til at huse 0. – 5. klasserne.

– Det betyder, at børnene måske skal forholde sig til andre børn og voksne, end de plejer. Men forhåbentlig kan det være med til at danne nye venskaber på tværs, fortæller Nina Gregers Faxe og tilføjer:

– Undervisningen bliver også anderledes end normalt. Det bliver mere projektorienteret, og mere af undervisningen vil foregå udendørs.

På Jægerspris Skole kunne omkring 300 elever begynde undervisningen onsdag.

Andre artikler fra denne uge