SKIBBY: Nye tal fra Undervisningsministeriet viser resultaterne af målinger af elevernes trivsel på i alt cirka 1.300 institutioner.
Langt de fleste børn trives godt i skolen. Det viser den årlige trivselsmåling for skoleåret 2021/2022, som netop er blevet offentliggjort.
Elevernes generelle trivsel i folkeskolen ligger på et stabilt højt niveau på 3,7 ud af 5. Det er samme niveau som tidligere år.
Den skole i landet, der klarer sig bedst målt på trivsel, er Kildebakkeskolen i Herning efterfulgt af Geelsgårdsskolen i Lyngby-Taarbæk.
Skolen i Skibby, der er et skole-/ behandlingstilbud, kommer ind på en flot 10. plads i målingen. Skolen åbnede i august 1995 i et villakvarter i Skibby. På skolens åbningsdag var der kun tre elever – to drenge og en pige. Siden har elevtallet ligget på omkring 15.
Bag målingen ligger en national spørgeskemaundersøgelse, der dækker skoleåret 2021/2022, hvor elever i 4.-9.-klasse er blevet stillet 40 forskellige spørgsmål om særligt deres faglige og sociale trivsel.
I gennemsnit klarer specialskoler og folkeskoler sig lige godt, målt på trivsel.