Skibby-pige udtaget til EM

Skibby-pige udtaget til EM

SKIBBY: Wilma Baden Askbo på 14 år er netop blevet udtaget af Dansk Rideforbund til at skulle repræsentere Danmark til EM i voltigering for juniorer, i Ungarn i slutningen af juli.

Wilma har altid elsket heste, og startede til ridning som fire-årig, fortæller hendes mor, Louise Baden Askbo.

– Det var ikke nok for hende, så som seks-årig begyndte hun også at gå til voltigering.

Voltigering er akrobatik på hest, og kan dyrkes både som et hold (seks personer), en pas de deux (to personer), og som enkeltudøver. Det er som enkeltudøver hun nu er udtaget til EM. I løbet af foråret har hun været til stævner i Italien, Danmark og Belgien, for at opkvalificere sig og få de point der skulle til, for at komme i betragtning til en udtagelse.

– Ved stævnerne har hun vist, at hun har det, der skal til, så Rideforbundet har valgt at udtage hende. Der skal meget træning til at nå dertil ,hvor hun nu er, og det er både træning på hest, på træhest samt styrke- og smidighedstrænings.

Til daglig passer Wilma sin skolegang i 8. klasse på Fjordlandsskolen i Skibby.

– Udover træning i fritiden, har hun også et job hvor hun har tilredet en pony, og et job hvor hun arbejder på et stutteri. Derudover har hun sin egen pony ,som også skal rides stort set hver dag, fortæller Louise Baden Askbo.

– Selvom hun har meget at se til, så får hun alligevel tid til en gang imellem at tage med og se sin lillebror (Storm Baden Askbo, 11 år) køre motocross, som han gør så godt, at han i øjeblikket fører DM.

Flere mesterskaber

For Wilma bliver det en sommer med en masse træning, både i Skibby Ride- og Voltigeklub, og flere dage om ugen i Jylland, så hun bliver helt klar til turen til Ungarn og EM.

Indtil videre er der – udover Wilma – udtaget en voltigør fra Esbjerg (Julie Christensen. Begge piger er udtaget på hesten Hornbecks Crixus, som holder til i Jylland.

På trods af sine kun 14 år, har Wilma Baden Askbo masser af erfaring med sig. Hun har tidligere dyrket voltigering på hold, her har hun med holdet vundet DM fire gange, Nordisk Mesterskab to gange, deltaget i EM en gang og VM to gange.

– Det bliver en spændende udfordring at være enkeltudøver, og Wilma glæder sig til en masse træning og finpudsning, og til turen til EM i Ungarn. De næste par uger vil Wilma forsøge at finde nogle sponsorer der vil hjælpe hende økonomisk med EM-deltagelsen, for det er ikke billigt, fortæller hendes mor.

Andre artikler fra denne uge