Af Carsten Mossing
DRÅBY: Fra begyndelsen af 1600-tallet og frem til 1866 var sex udenfor ægteskabet en skamfuld forbrydelse, der blev straffet med bøde. At bøden kunne være en hel årsløn, var ikke usædvanligt. Alligevel var ”aktiviteten” ingen sjældenhed. Den historie fortælles igen og igen i retsreferaterne fra både det syttende og attende århundrede. Om det var kammerpigen hos et herskab eller det var tjenestepige hos en fæstebonde var hip som hap, de kunne hver i sær, og helt velbegrundet, frygte, at husholdets mest skamløse mandfolk i ly af nattemørket pludselig og uventet stod i pigekammeret for, med sine klamme hensigter og ukristelige lyster, at bringe hende i ulykke, bjørnestærk og hensynsløs. Kunne hun råbe om hjælp, skrige eller klappe sammen som en østers? Det blev som oftest det sidste, enten det nu var husbonden selv, der dukkede op, eller det var en af hans unge potente sønner. Hun klappede sammen uden en lyd, frøs til is og blev ufrivilligt bærer af en frygtelig hemmelighed. Meget ofte blev tjenestepigen ufrivilligt gravid under fæstemålet og affærerne endte tit og ofte som rene katastrofer for de arme kvinder. Og det kunne så let føre til, at de på alle måder forsøgte at skjule graviditeten, tilskyndet af manden, der havde forbrudt sig, dels for at han kunne redde skindet og sin ære, og dels for at kvinden selv kunne slippe for vanære og bødestraf. Mange af de ”kvindfolk, som kom galt afsted” forsøgte derfor at føde i dølgsmål, som det hed, altså i det skjulte. Og et stort antal nyfødte børn blev ombragt efter fødslen, altså dræbt, druknet eller kvalt. Og det skete selvom der blev indført dødsstraf for at føde i dølgsmål. Myndighederne tog altså for givet, at fødte man i hemmelighed, var det for straks, at kunne ombringe barnet uden at det blev opdaget. En stribe af sager blev ført rundt omkring i landet ved godsernes birketing af samme grund. Hvert gods havde sit eget birketing, retskreds. Godsejeren ejede ofte kirken og landsbyen og havde ansvaret under kronen for lov og rets opretholdelse. Godsejeren kunne som kirkeejer udpege både præst og degn, men Kongen udpegede birkets dommer. Godsejerens eller Kronens godsforvalter var den bemyndigede person, der samlede sagerne og optrådte som anklager. Det kunne ske, at der blev udpeget en forsvarer, men det var undtagelsen. I begyndelsen af 1700-tallet var Danmark regeret af kong Christian den 6. Han var en from og kirketro monark. Den religiøse indflydelse og påvirkning af den politiske, verdslige, magt var tydelig i hans tid, men den aftog gradvist i løbet af oplysningstidens århundrede. Det kom utugtsanklagede til gode.
Dølgsmålssagen fra Nedre Dråby
I 1764 rejser godsforvalteren Laurits Eskildsen Jægerspris gods en såkaldt dølgsmålssag ved godset birk. De tiltalte er fæstebonden Olle Joensen og hans kone Marie Mortensdatter og den besvangrede tjenestepige Karen Jørgensdatter. Eskildsen stykker anklageskriftet sammen på baggrund af et verserende rygte på egnen omkring Jægerspris og Nedre Dråby; At Karen skulle være svanger i det skjulte og en tid bortgået fra sin plads og at hendes husbond skulle være barnefaderen. Alle de tiltalte kommer fra Nedre Dråby, hvor Olle Jonsen driver sin fæstegård. Anklageskriftet forelægges dommeren ved Jægerspris birketing og der rejses sag. Dommeren hed Steffen Brandt. Han var birkedommer for både Jægerspris og Svanholm retskreds eller birk og var af den gamle skole, udnævnt af kongen den fromme Christian den 6. Det var ikke heldigt for de tiltalte. Birkedommer Bang ender da også med, at dømme dem alle tre til døden ved halshugning, for yderligere at vanære de dømte, at få flettet den hovedløse krop på et vognhjul og hovedet sømmet på en stage, stejle. En værre straf kunne ikke gives. Heldigvis slutter historien ikke her.
Tilbage til begyndelsen. Olle Joensen gifter sig med den 22-årige Marie Mortensdatter i 1756 og overtager fæstet af en gård i den nordlige ende af Nedre Dråby. Marie føder ”lidt for tidligt” et barn. Olle er helt fremme i skoene og har da også et par domme i bagagen. Der var noget med at sælge brænde, der ikke helt var hans. Det sendte ham en tur til fæstningsbyggeriet I København, en måneds tid. Og så var der også noget med, at han af ren vanvare kom til, at holde lidt kro og brænde lidt sprit, men Olle havde rettet sig og drev nu fæstegården respektabelt.
I 1759 bliver Karen Jørgensdatter fæstet som tjenestepige hos Olle. Hun er 31 år gammel, altså fire år ældre end hans kone Marie, som nu allerede har født tre børn og er hårdt spændt for. Karen er usædvanlig dygtig, en glad, trind og trivelig pige, som knytter venskabelige bånd til sin yngre madmor Marie, for hvem hun bliver en uvurderlig hjælp. I december 1763 lister Olle sig i kammeret til Karen. Han lægger sig helt tæt ind til hende for, at hun kan få varme i kroppen og så bliver hun med barn. Underligt nok.
Karen er i de følgende måneder i stand til at skjule sin tilstand, idet hun er temmelig kropssvær og barmfyldig. Der er dog den omstændighed, at Karen hen i april 1764 føler sig sløj og derfor får sin madmor til at opsøge slotskirurg Hempel på Jægerspris for at skaffe hende et afføringsmiddel. Hempel mener, at noget kunne tyde på at tjenestepigen lagde an til barsel, men nej, nej. Det kunne der ikke være tale om. Karen havde altid været svær og godt i stand. Hempel byggede sin vurdering på, at Karen lige efter påske havde opsøgt ham for at blive åreladt, og da havde han just fået den tanke, at hun da vist var frugtsommelig. Og den samme tanke havde jo nok også, ærlig talt, strejfet Marie selv iblandt, for under retssagen måtte hun fortælle om en særlig dag, hun havde været hos landsbyens væver efter rendegarn. Da hun var kommet hjem, fandt hun både Olle og Karen lidt forfjamskede i hø laden. De havde villet bilde hende ind, kun at skulle vande høveder tilsammen, men det behøvede de vel ikke at være to om? Hun blev vred og bebrejde Karen hændelsen, og så blev Karen vred og råbte, at hun sgu ikke var en hore. Hun løb af pladsen og var væk hos sin mor i Landerslev i 4 dage. Og Olle blev vred og stak Marie et blåt øje og forklarede hende ophidset, at hun aldrig mere ville få en så dygtig hushjælp som Karen. Og rygtet tog fart. Fanden slap løs. Og ude på hovmarken overfaldt høstpigerne Karen medens de skæmtende, foregav, at nu ville de se hvem af høstpigerne, der mon havde de bedste ammebryster. Og senere i høsten, medens Karen sammen med de andre tjenestepiger fra Dråby var på hovmarken for at binde rug, blev hun syg og måtte gå afsides, for at ligge sig i en bunke opskåret rug det meste af dagen. Og så var der den dag, hvor hun pludselig forsvandt langs stranden og tog færgen over til Frederikssund og Olle og Marie senere stødte til og samlede hende op. Og til vogns var de alle tre set på Københavns landevejen mellem Måløv og Ballerup. Der var gang i snakken.
Retssagen på Jægerspris afdækker hele dølgsmålsdramaet ned til mindste intime detalje. Tilstede i salen på Jægerspris slot var dommer Steffen Bang, anklageren godsforvalter Eskildsen Jægerspris og helt undtagelsesvis var birkedommer Claus Trane fra godset Egholms birk beskikket forsvarer. Foruden den officielle stab, var der et utal af vidner, tinghørerer og stævningsmænd fra nær og fjern.
Forhistorien, den skæbnesvangre Køretur i stiv vogn, med hestene i trav mod København. Den højlydt jamrende Karen, som tigger Olle om at sætte farten ned. Olles plan om at bringe Karen til Jordmoderhusert i København, for at lade hende føde i hemmelighed og således skjule den strafbare utugt for øvrigheden. Karens smertefulde fødsel bagest i vognen, medens de rumler derudad i skarpt trav. Og Marie, der kommanderer Olle til at standse vognen medens hun svøber barn og moderkage i sit medbragte linned og går afsides, væk fra vognen til en mose, hvor hun dumper det nyfødte barn i en tørvegrav. Og om barnet var levende eller dødfødt? Og om det var en dreng eller en pige? Og om moderkagen stank? Og om barnet blev svøbt førend det bortskaffedes? Og om, hvor det var i mosen, at Marie skjulte barnet? Og om navlesnor og børen var forbunden? Og om og om og så videre med tusind andre spørgsmål. Både Olle og Marie bliver under sagen, af retten befordret til åstedet for nøjagtigt at udpege stedet, hvor bortskaffelsen af barnet fandt sted. Olle i lænker. Marie udpeger stedet omtrentligt. Med der findes ingen spor.
Som læser af de omfattende og grundige Forhørsreferater får man en rimelig underbygget fornemmelse af, at Karen føder et dødt barn. At barnet, Marie lægger i svøb og dumper i mosen, er uden livstegn. Alligevel er birkedommer Steffen Bang ikke i tvivl. Han dømmer alle tre til døden. Så er den sag klar.
Men var lige et aber dabei. Birkedommer Steffen Bangs underordnede, anklageren, godsforvalter Laurits Eskildsen var af den opfattelse, at det var hans ansvar at se til, at bøndergodset folk fik en anstændig, retlig og redelig behandling. Han var halvfjerds år gammel og havde gennem hele sit liv fulgt samfundets udvikling nøje, var fulgt med tiden og forholdt sig positivt til den udvikling i samfundet, som gradvis bragte autoriteterne under pres. Det var de nye tider. Eskildsen selv var præget af oplysningstidens tankesæt og menneskesyn, at det enkelte menneske kun kunne opnå indsigt og viden gennem sin fornuft og erfaring og at man derfor ikke alene, kun, skulle lade sig lede af autoriteterne, kongen og den gejstlige øvrighed.
Godsforvalter Eskildsen appellerede dødsdommen over de tre Dråby folk. Det var både dristigt og modigt gjort. Og han har uden tvivl bragt Jægerspris birkets konservative dommer Steffen Bangs pis i kog.
Landstinget ændrede den 9. januar 1765 dødsdommen til kortere fængselsstraffe og til tidsbegrænset slaveriarbejde ved Københavns fæstningsværk for Olle. Men så skulle også, både Olle og den besvangrede tjenestepige Karen, offentligt bekende deres skammelige liderlighed og utugt i Jægerspris kirke senest 11. november 1765. Det skete den 27. oktober 1765.
Jægerspris præsten var ikke helt tilfreds med, at de slap så let. Han havde hellere set dem miste knoppen. Af hans notat i kirkebogen, under søndag den 27. oktober, forstår man, at han ikke fandt Olles syndsbekendelse fem potter sure sild værd og at han anså både ankesagen og landstinget dom for skammelig og uretfærdig.
Men gudskelov for Dråby folkene bragte de verdslige myndigheder fornuften i spil. Fire børn fik lov at beholde deres forældre. Olle fik igen senere tildelt en fæstegård og en fremtid for sin familie i de nye oplysningstiders tid, under kong Christian den 7. og den folkekære Caroline Matilde. Hvor Karen Jørgensdatter blev af, melder historien ikke noget om. Vi kan håbe på at livet også tilsmilede hende en smule.
Kildehenvisninger: Museet Færgegården publikation ”Karen Jørgensdatter – sagen. Et dølgsmålsdrama 1764”1989. Med originale rets udskrifter og kort. Red. Carsten Hess. (Meget anbefalelsesværdig). Danmarkshist.dk. Ditlev Tamm: Retshistorie 1996. SMK Open KMS 1824
