FREDERIKSSUND KOMMUNE: De næste år vil et stort antal SOSU-ansatte forlade faget på grund af alder. Den udvikling kommer samtidig med, at Danmark får flere ældre og plejetrængende borgere.
Fagforbundet FOAs beregninger viser, at alene på Sjælland skal kommunerne ud og skaffe 6.261 ekstra ansatte på SOSU-området frem til 2028.
Roskilde Kommune skal finde 641 nye ansatte på SOSU-området i en situation, hvor det allerede er svært at skaffe folk. Odsherred Kommune skal tiltrække 69 procent nye SOSU-ansatte de næste 10 år, bare for at følge med aldersudviklingen. Og i Frederikssund Kommune vil det samlede behov ligge på 382 nye social- og sundhedsansatte.
FOA betragter situationen som meget alvorlig.
– Vi kan ikke opretholde velfærden i Danmark, hvis vi ikke gør noget nu. Det her kommer til at gå ud over ældre og plejetrængende borgere. Derfor skal der også en særlig indsats til nu for at gøre faget og uddannelsen attraktiv og vende udviklingen, fortæller Torben Hollmann, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.
Frem mod 2040 vil der komme knapt 260.000 flere ældre over 80 år i Danmark. Samtidig er 30 procent af social- og sundhedspersonalet i dag over 55 år, og har derfor udsigt til en snarlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
FOA’s fremskrivning viser, at der i 2028 kommer til at mangle 41.001 ansatte inden for SOSU-området i landets kommuner.
– De kommuner der ikke vil tage ansvar for at rette op på den kommende mangel på kvalificeret arbejdskraft, ender med at måtte prioritere, hvilke af deres plejetrængende borgere, der ikke får hjælp i fremtiden, advarer Torben Hollmann.