Og særligt kylling og frikadeller er vores favoritter. Det viser Karolines Køkkens årlige analyse af danskernes madvaner.
MADVANER: For sjette år i træk har Karolines Køkken undersøgt danskerne madvaner, og her er der særligt én ting, der står klart: Sjællænderne er vilde med de danske retter.
Hele 37 procent af sjællænderne fortæller i undersøgelsen, at deres yndlingskøkken er det danske. Herefter følger det italienske køkken med 16 procent, og på tredjepladsen kommer det thailandske med kun med procent.
Det er dog ikke de helt gamle, danske klassikere som hakkebøf og krebinetter, vi kokkerer i hverdagen.
Øverst på listen over sjællændernes yndlingshverdagsretter i 2021 ligger nemlig stegt kylling med 56 procent, frikadeller med 54 procent og rugbrødsmadder med 52 procent.
Det undrer ikke Tove Færch, der er leder af Karolines Køkken gennem 27 år:
– Det hænger uden tvivl sammen med vores travle hverdag, hvor vi danskere har tendens til at ty til de nemme og velkendte opskrifter i hverdagen. Men det er meget overraskende, at det i så høj grad er det danske køkken, vi ser som vores yndlingskøkken, og at fx det italienske køkken ikke er mere populært.
– Jeg tror, det handler om, at mange danskere er blevet så vant til de ’traditionelle’ italienske pasta med kødsovs, at vi efterhånden ser retten som vores egen – som en typisk dansk ret.
Det udenlandske køkken
Selvom det er de samme velkendte retter, der har været sjællændernes yndlingshverdagsretter i mange år, så ser det ud til, at det er de udenlandske køkkener, der kommer på bordet, når vi skal udfordre os selv.
I hvert fald ifølge danskernes besøg på Arla.dk. Nye tal fra Arla.dk, der hvert år har flere end 30 millioner besøg, viser nemlig, at de tre mest besøgte temasider i 2021 er den mexicanske, asiatiske og italienske temaside.