Sejlivet købmand

Sejlivet købmand
Momo har passet Gerlev Købmand i svimlende 25 år.

Af journalist Tomas Skov

GERLEV: Landsbyen Gerlev har kun lige godt 1.000 indbyggere, men er ikke desto mindre begunstiget med både en velbesøgt kro og sågar noget så sjældent som sin egen købmand.
Det er næppe nogen hemmelighed, at det tynder ud i antallet af dagligvarebutikker i landets mindre byer, men Muhammed, der ynder at kalde sig Momo, kører på 25. år fortsat til arbejdet på Bygaden 20 fra sit hjem i Ishøj seks dage om ugen.
– Jeg er netop begyndt at holde fri om søndagen, men det tager kunderne pænt, fortæller købmanden.
Indtil lukkeloven gradvist blev liberaliseret fra 1990’erne og fremefter skulle alle butikker ved lov lukke relativt tidligt. Den ordning var til gavn for de små butikker, der ikke behøvede at konkurrere med store butikker på åbningstiden, men siden er det kun gået tilbage for de små nærbutikker, hvilket Momo godt kan nikke genkendende til.
– Det startede heroppe, og så er det siden gået gradvist nedad, viser købmanden med hånden i vejret.

Pakker giver trafik
Gerlev har et betydeligt kundegrundlag, men han er ikke blind for, at de fleste gør deres indkøb i Jægerspris eller i supermarkeder andre steder i Hornsherred.
– Supermarkederne laver hele tiden tilbud. Det er ikke kundernes skyld, for alle har familier. Jeg er selv familiefar, og jeg tænker på samme måde, så sådan er det, konstaterer han.
Momo har leveret pakker gennem de sidste ti år, og det bringer trods alt en del daglige kunder ind i forretningen.
– Jeg kender alle kunderne, og de kender mig. Mine kunder køber det, de lige mangler, og de henter pakker her. Der er ikke en stor omsætning på pakker, for jeg får måske omkring 50 pakker om dagen. Men 5-10 af de 50 kunder, der henter pakker, køber måske lidt ekstra, når de er her. Det giver også liv i butikken, så vi snakker og det er hyggeligt, smiler Momo.

Andre artikler fra denne uge

Sejlivet købmand


Af journalist Tomas Skov GERLEV: Landsbyen Gerlev har kun lige godt 1.000 indbyggere, men er ikke desto mindre begunstiget med

Læs mere »

De nye tilsyn!!?


Læserbrev Af Inge Messerschmidt, gruppeformand og spidskandidat Dansk Folkeparti (O) På seneste udvalgsmøde blev udvalget orienteret om det nye ældretilsyn

Læs mere »