For et par år siden havde Teknisk Museum i Helsingør en fremragende udstilling som hed ”Huset – uden strøm”. Her kunne man se, hvordan mennesker klarede sig uden strøm, men først og fremmest uden computer og mobil.
Det fik mig til at tænke på, hvor lang tid menneskeheden har klaret sig uden disse hjælpemidler, og hvor hurtigt det er gået for os alle at blive afhængig af især mobiler.
Flere skoler landet over har taget initiativ til at forbyde brug af mobiler, for at eleverne kan koncentrere sig om undervisningen, det talte ord, og leg i frikvartererne. Langt de fleste steder er det sket med elevernes billigelse. For nylig hørte jeg i et radioklip nogle børn klage sig over, at de voksne aldrig kiggede op fra deres mobiler og at det var svært at fange deres opmærksomhed. Det er på samme tid skræmmende og opløftende.
Det er skræmmende, at vi som voksne, i den grad, kan lade os fange ind af behov og trang til hele tiden at skulle tjekke nyheder, sociale medier og spille spil på mobilen. Det er omvendt opløftende, hvis det er børnene og de unge, der reagerer på den ældre generations afhængighed og dårlige vaner.
For hvad er det så, vi i virkeligheden går glip af ved hele tiden at stikke snuden ned i den der ”forbandede” mobil?
Som det sikkert er bekendt, så elsker jeg at vandre, både i Danmark og på mine caminovandringer i Spanien. I en kronik i Kristeligt Dagblad fra 2024, beskrev jeg det selv sådan:
”Man går fra herberg til herberg, sover, spiser og går. Det enkle bliver det centrale. Som hjertet der slår, og som åndedrættet der, uden du skal gøre noget for det, bare fungerer, således tager du skridt for skridt for skridt. Det er i dette rum du oplever naturen, fuglesangen, stilheden og ikke mindst fordybelsen som du ikke behøver at kalde på, den kommer af sig selv. Selvom man går alene, ja så kan man i dén grad også føle sig som en del af verdensaltet.”
Det er klart, at her har mobilen ingen berettigelse overhovedet, man har simpelthen ikke brug for den.
Jeg har kendskab til et ægtepar (de bor selvfølgelig i en helt anden egn af Danmark) som, når de er på restaurant, altid tager et billede af maden de spiser, og lægger billedet på Facebook til deres 500 facebook-venner. Hver gang jeg ser disse madbilleder tænker jeg: Spis dog maden og nyd øjeblikket og hinanden i stedet for.
Jeg tror, det er vigtigt, at være i nuet og at se og registrere oplevelser, når de sker. Hvis ikke man lige får taget et billede af én eller anden oplevelse og får det lagt på Instagram, så går det jo nok. Det vigtigste må vel være, at man selv hiver frugterne ned, og lader sig berige af oplevelsen.
Hvis man virkelig vil observere mobilens hærgen, så prøv at tage med den offentlige transport, hvad enten det er med bus eller tog. Stort set alle sidder og ser ned i mobiltelefonen,
Jeg tror også, at der her er tale om et stort paradoks. For selvom mobilen i princippet kan forbinde os med hele verden, så gør den os måske mere ensomme. Vi har jo alle brug for menneskelige relationer, hvad enten det er en snak med naboen over hækken, et ”god morgen” i toget eller en snak med en god ven, og her er mobilen ikke til nogen hjælp.
Jeg skal virkelig ikke fremhæve mig selv som dydsmønster i denne sammenhæng. Mobilen ”brænder” tit i min lomme. Mail, Facebook og beskeder vil gerne tjekkes mange gange om dagen. Jeg har også en dårlig vane med lige at afbryde en god diskussion ved at faktatjekke en eller anden ”vigtig” ting.
Jeg har ladet mig fortælle, at det i nogle kredse af unge er blevet en trend blot at have en gammel Nokia telefon, som kun kan bruges til at ringe på. Det burde i virkeligheden også være nok. For bare 25 år siden var det utroligt smart, at man kunne ringe på sin telefon uden for hjemmet og for 125 år siden var det et kæmpe fremskridt, at man i det hele taget kunne ringe til hinanden.
Så derfor skal anbefalingen, ikke mindst til mig selv, men også til andre, være, kig op, tal med dine medmennesker og se ud på verden.
