JÆGERSPRIS: Den næste koncert i Kulturhus Rejsestalden i foreningsregi bliver fredag den 29. oktober med Sara Grabow Duo.
Sara Grabow er datter af den folkekære musiker Sebastian, men hun er helt sin egen. Hun er sangerinde, musiker og komponist med en særlig kærlighed for akustik og rum.
Sara Grabow udgav i 2017 sit hovedværk: Albummet EneRum. Saras sange er fordybende, rolige og meditative, men samtidig maner hendes tekster og præsentationer til eftertanke om mennesket i forhold til det omkring-liggende rum.
Hendes seneste udgivelse hedder To i Rummet.
Sara Grabow har netop fået optaget en sang i den ny udgave af Højskolesangbogen.
Martine vil akkompagnere Sara Grabow med forskellige strengeinstrumenter og kor.